Hundested Kino viser kultfilm før TimeWinder

Af
Thomas Quvang

FILMFREMVISNING Entusiaster mødes på TimeWinder i pinsedagene om skibe til vands og deres veteranbiler til lands. Nogle af de populære film for netop disse entusiaster er ’Martha’ og ’Bjergkøbing Grandprix’. Dem viser Hundested Kino i dagene op til TimeWinder. Folkekomedien ’Martha’ fra 1965 vises onsdag den 16. maj kl. 19.30. Den er skrevet af Erik Balling og Henning Bahs. Filmen handler grundlæggende om det gode skib ’Martha’, en gammel rustdynge, som er meget elsket af besætningen. ’Bjergkøbing Grandprix’ vises torsdag, den 17. maj kl. 19,30. Det er en norsk sport- og eventyrfilm fra 1975. Historien om cykelsmeden Theodore Felgen og hans to gode venner og medarbejdere, optimisten Sofus Gundersen og pessimisten Ludvig, har været en del af den norske kulturarv i 30 år. Theodore Felgen, Sofus og Ludvigs mange og fantastiske oplevelser med konstruktionen af den unikke bil Il Tempo Gigante, for ikke at tale om det utrolige tempofyldte racerløb, har været en oplevelse for familier i generationer.

Publiceret 13 May 2018 11:00

SENESTE TV