Bibelhistorier og musikalske mestersværker

Koncert i Frederiksværk Kirke med centrale bibelhistorier vist på storskærm

Af
Thomas Quvang

DEN STORE FORTÆLLING Den Store Fortælling er Arne Haugen Sørensens nyeste og hidtil største maleri. Motiverne er inspireret af centrale bibelfortællinger. Billederne bliver vist på storskærm ved koncerten, mens musikalske mesterværker spilles i nye arrangementer for trompet og orgel. Mesterværkerne er af Mozart, Beethoven, Strauss, Sibelius, Mahler, Stravinsky og Wagner. Koncerten finder sted torsdag 17. maj kl. 19.30 i Frederiksværk Kirke, og der er gratis adgang. Maleriet Den Store Fortælling, der danner baggrund for koncerten, blev i 2017 leveret til Aarhus Valgmenighed og måler 3,2 x 10 meter. Det imponerende store farvestrålende værk fortæller levende de udvalgte bibelhistorier. Ved koncerten visualiseres de forskellige motiver fra maleriet sammen med uddrag af Bjarne Reuters genfortælling af Bibelen.

Priser og hædersbeviser

Arne Haugen Sørensen har boet i Sydspanien siden 1981. På toppen af bjerget, hvor han bor og har den skønneste udsigt over bjerge og Middelhavet, har han bygget sig et underjordisk atelier, hvor en glaspyramide på toppen, lader solen oplyse det store rum. Han har modtaget adskillige priser og hædersbevisninger, bl.a. Eckersberg Medaljen og Thorvaldsen Medaljen. Han er repræsenteret på de fleste danske kunstmuseer, men er også kendt for udsmykningen af 27 danske kirker. I 2017 fik Arne Haugen Sørensen sit eget museum i Videbæk, Vestjylland.

Trompet og orgel

Dorthe Zielke er uddannet trompetist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har siden spillet freelance i bl.a. Det Kgl. Kapel, DR Symfoniorkestret, DR Big Bandet, Radiosymfoniorkestret i Berlin og det turnerende orkester Mahler Chamber Orchestra. Søren Johannsen fik sin organisteksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, fortsatte med solistklassen sammesteds og havde sin debutkoncert i Helligåndskirken, København i 1995. Han har opført J. S. Bachs samlede orgelværker otte gange i koncertrækker og en gang over 22,5 timer i samme døgn, hvilket man kan finde i Guiness Book of Records 2001. Søren Johannsen er organist i Christians Kirke, København.

Publiceret 12 May 2018 09:00

SENESTE TV