Historisk motionsvandring

Tag med industrimuseet med på vandring rundt i Frederiksværks fortid som storproducent af krudt, kugler, kanoner og komfurer

HISTORISK BYVANDRING (deltagerbetaling) Søndag 13/5 kl. 11-13 Mødested: Ved Palæet, Torvet 1, Frederiksværk Industrimuseet Frederiks Værk byder på en 6,5 km lang vandretur, som begynder 250 år tilbage i tiden. Deltagerne følger i hælene på generalmajor J.F. Classen, der opførte Kanonstøberiet, kendt som Gjethuset. Her støbtes gennem tiden alt fra bronzekanoner til komfurer. Palæet var bolig for Frederiks Værks øverste chef og hans søn, A.F. Tscherning, der skulle blive en markant skikkelse i datidens danske politik. Senere flyttede politi og retsvæsen ind i Palæet, hvor Industrimuseet nu har til huse. Kanalen er Frederiksværks historiske livsnerve og samtidig en ingeniørmæssig kæmpebedrift. Den er to kilometer lang og blev gravet med skovle af svenske krigsfanger og danske soldater. Kanalen skulle aflede overskudsvandet fra Arresøen til fjorden og sikre mod de hyppige oversvømmelser, der ødelagde bøndernes afgrøder. Kanalen kunne også levere energi og skabte derfor grundlag for byens industrielle udvikling. Videre går turen til Krudt-værket, der leverede krudt til både krig og fred. Først og fremmest til militæret og dernæst til fyrværkeri, som kastede glitrende glans over de kongelige fester. Krudtværket var Frederiks Værks farligste arbejdsplads med jævnlige eksplosioner og brande, flere gange med død og lemlæstelse til følge. På Krudtværket studeres de præventive foranstaltninger, som skulle forhindre og minimere rækkevidden af ulykkerne. Næste stop er Arsenalet og Projektilmagasinet, bygget til opbevaring af Raketkorpsets materiel efter englændernes terrorbombardement af København. Man havde på den hårde måde lært nødvendigheden af at kunne forsvare og beskytte et våbenproducerende industrikompleks som Frederiks Værk. Herefter følges kanalen helt ud til Arresø med stop ved Arresødal, J.F. Classens gamle hovedgård, hvor der både var landbrug og privatbolig. Turen slutter ved Vinderød Kirke, hvor generalmajorens jordiske rester er stedt til hvile i et dertil opført kapel, udsmykket med stærke symboler. kil@lokalavisen.dk

Publiceret 06 May 2018 10:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV