Jan Kaspersens trio i Mejeriet

KONCERT (ENTRE) FREDAG 11/5 kl. 20 Mejeriet, Torup “Han synes at holde jazzhistorien i sine hænder “ og “Denne musik er fyldt til randen med overbevisningens sjældne kraft” er anmeldercitater, der er med til at tegne billedet af en af dansk musiks sande originaler. Jan Kaspersen er en musiker der kan være svær at anbringe i en kategori. Han har mange farver på paletten og i samspil med Niels Bo Davidsen, bas, og Martin Andersen, violin, bevæger musikken sig i et spekter fra det tyste og fabulerende til det mere udadvendte - og ofte med et stænk af humor. En trio der spiller både smukt og udfordrende, og som tilbyder en musikalsk oplevelse der ikke høres/ses hverdag. Kaspersen har modtaget adskillige priser for sit arbejde både som pianist og komponist, og har en lang række udgivelser bag sig med egne kompositioner og musik hentet fra jazzens standard repertoire. Han har desuden indspillet musik af Erik Satie. En udgivelse der fik fornemme anmeldelser og stor udbredelse, hvilket gjorde ham kendt uden for jazzens rammer. I løbet af 80’erne slog Kaspersen sit navn fast som en af jazzens skarpe og originale profiler - både som pianist, komponist og ikke mindst som orkesterleder. Han har gang på gang vist, at han er i stand til at få sine medspillere til at yde deres bedste. Jan Kaspersen har komponeret værker til sine egne ensembler siden begyndelsen af 70’erne. Det er blevet til omkring 400 værker arrangeret til store og små grupper. Han har desuden skrevet musik til New Music Orchestra, New Jungle Orchestra, Danmarks Radios Big Band, Radiojazzgruppen, Klüvers Big Band, Det Kongelige Kapel, Ny Dansk Saxofon Kvartet, Toneart Ensemblet, Strange Party Orchestra, Saxmachine, T.S. Høeg, Orbit Big Band, Københavns Politiorkester samt musik til over 30 film og teaterforestillinger.

Publiceret 05 May 2018 00:00

SENESTE TV