“Et af de største talenter” lyder det bl.a. fra lokale Alex Nyborg Madsen om Jacob Dinesen der gæster årets store sommerkoncert
“Et af de største talenter” lyder det bl.a. fra lokale Alex Nyborg Madsen om Jacob Dinesen der gæster årets store sommerkoncert
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Koncertbrag foran Gjethuset: Dinesen og TV2

TV-2, Jacob Dinesen og Keeping Legends Alive slår tonerne an til sommerens store udendørs koncert i Frederiksværk





KONCERT Med masser af energi, god musik på scenen og friske folk bag barerne, åbner Gjethuspladsen op på lørdag for årets sommerkoncert med Tv2, Jacob Dinesen og Keeping Legends Alive.

Det er efterhånden en stor tradition i Halsnæs med udendørskoncerterne foran Gjethuset og i år står ca. 80 frivillige og det faste personale klar til at modtage mere end 2000 publikummer til årets store koncertbrag.

Allerede torsdag starter Gjethuset arbejdet med at gøre pladsen klar med scene, bar- og mad-telte, hegn og meget mere.

Koncertpladsen foran Gjethuset og et større areal omkring torvet og parkeringspladsen bliver derfor spærret af fra torsdag og frem til mandag.


Tv2 glæder sig

Med fornyet spilleglæde og lyst til at vise hvordan flaget skal hejses, glæder TV-2 sig til at give gamle sange nyt liv og tilføje den feeling til nye sange som over 35 års samspil giver ret til og mulighed for.

Bandet har en drøm og en ambition om endnu en gang, at kunne overraske sig selv og publikum ved at sætte fokus på det de tror de syns de kan: Skabe fælleskab, glæde og sammenhængskraft.

Med afsæt i 80'ernes minimalistiske nyrock har TV-2 udviklet sig til et af de mest folkekære danske bands uden at miste skarpheden. Stilen er præget af dansant, dobbeltbundet (selv)ironi med veludviklet diabolsk tæft for at se durk gennem tidens trends. Samtidskritik snarere end samfundskritik har udviklet sig til et publikumsskattet speciale for bandet, der typisk kalder sig 'Danmarks kedeligste orkester'.

Plantegning over området omkring Gjethuset i dagene 10. -14. august.
Plantegning over området omkring Gjethuset i dagene 10. -14. august.

Tilbage til Gjethuset

Efter en udsolgt turné, heriblandt en koncert i Gjethuset i april, vender stjerneskuddet Jacob Dinesen med band tilbage til Halsnæs til sommerkoncerten.

På utrolig kort tid har den 21 årige sanger/sangskriver slået sit navn fast. I adskillige uger har hans seneste hit ”Roll With Me” været den mest spillede sang på DR P4. Nu har publikum endnu en chance for at opleve Jacob Dinesen live.

Til trods for sin unge alder har Jacob Dinesen spillet masser af koncerter i ind og udland. Med sin flotte og powerfulde stemme, har han imponeret et stort og bredt publikum. Han er en utrolig stærk og karismatisk performer. Dette uanset om han optræder på de store scener med sit band, eller han optræder som storyteller alene i selskab med sin akustiske guitar.

Flere af Jacobs mere etablerede artist-kolleger samt en række mediefolk har spået ham en stor og succesrig fremtid inden for musik og entertainment. Således udtaler den populære og respekterede radiovært og musiker Alex Nyborg Madsen: ”Han er et af de største talenter, jeg har hørt i en del år”


Beatles-klassikere

Når bandet Keeping Legends Alive går på scenen fortolker og omarrangerer de store og små Beatles-klassiskere i medrivende folk/pop versioner.

I et akustisk setup med guitarer, violin, en trækasse og masser af kor får numrene nyt liv og finder sin plads imellem nostalgisk genkendelsesglæde og facinationen af nye tilgange til et af musikhistoriens smukkeste sangkataloger.

The Beatles har betydet ubeskriveligt meget for rigtig mange mennesker. Derfor er det med stor ydmyghed, at Keeping Legends Alive går på scenen. For hvordan tillader man sig, at lave om på numre som Penny Lane, Here Comes The Sun, She Loves You & Eight Days A Week uden at komme til at ligne et plagiat og uden at ødelægge de legendariske sange.

Der venter publikum en oplevelse, hvor man hele tiden svæver mellem de velkendte melodier og tekster på den ene side, samtidig med at man overraskes og glædes over nye arrangementer og versioner af de selvsamme sange.


Publiceret: 09. August 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt