Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kino genåbner med filmreprise


FILMEN I september blev Hundested Kino genåbnet til syv udsolgte visninger af den lokalhistoriske film Verden ifølge Hundested, og nu følges succesen op med to forestillinger søndag den 15. januar kl. 14 og 16.30.

Fiskeriets og Havnens Hus står bag filmprojektet og har af kommunen fået overdraget nøglerne til Hundested Kino med ret til at bruge biografen i en overgangsperiode, indtil der eventuelt kan skabes et nyt grundlag for at videreføre biografen. Det projekt arbejder en styregruppe videre med, og som optakt til de kommende filmforevisninger i Hundested Kino vil publikum få en status på arbejdet med at genåbne biografen.

Filmen Verden ifølge Hundested er optaget i perioden 1969-73, og man kommer i løbet af en time og 10 minutter hele kompasset rundt i den daværende Hundested Kommune fra det pulserende gadeliv og dagliglivet til mere skelsættende begivenheder, så som den storstilede indvielse af Hundestedhallen, ny færgehavn til de store færger i pendulfart mellem Hundested og Grenå samt etablering af et nyt stort industriområde. Filmen baserer sig på lærer Peter Korsgaard Johansens smalfilmsoptagelser, der er bearbejdet af Fiskeriets og Havnens Hus.

Det kan blive til flere lokalhistoriske filmforevisninger: "Vi råder over et helt katalog af gamle film, der afspejler Hundesteds historie, og de skal naturligvis ud og vises i et større forum," siger Søren Koefoed fra foreningens bestyrelse.

"Vi er optaget af at få Hundesteds kulturarv frem i lyset, og i den sammenhæng er filmmediet meget velegnet. Vi har da også planer om at sætte nye, lokalhistoriske film op og vise dem i Kino," tilføjer han.

Men foreløbig gælder det altså Verden ifølge Hundested i biografen, hvor der sælges billetter for en flad tyver på dagen fra kl. 13.

an


Publiceret: 06. Januar 2017 13:05
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere