Kasper Jakobsen på vægten ved den afsluttende finale i ’Den store vægtkamp’. Fotos Janus Nielsen/TV3
Kasper Jakobsen på vægten ved den afsluttende finale i ’Den store vægtkamp’. Fotos Janus Nielsen/TV3
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kasper smed 35 kilo på fire måneder

’Den store vægtkamp’ er forbi - Men Kasper Jakobsen fortsætter kampen mod kiloene




VÆGTKAMP ”Selvfølgelig er jeg da lidt ærgerlig over, at det ikke lykkedes at vinde når det nu var så tæt på”

Lokale Kasper Jakobsen rullede henover tv-skærmen fire dage i træk i sidste uge i TV3’s store realityprogram ’Den store vægtkamp’. Et program, hvor man fulgte overvægtige danskeres kamp mod kiloene og mod hinanden i benhårde fysiske dueller.

Kasper Jakobsen kæmpede sig her helt frem til den afsluttende finale, assisteret af sin kammerat Karl Nurminen, som hele vejen igennem var en uvurderlig ’wingman’. Det lykkedes dog ikke det lokale makkerpar, at ende øverst på skamlen sin vindere af ’vægtkampen’ og den medfølgende pengepræmie.


Tabte flest kilo

Men det var tæt på. Således var Kasper Jakobsen den deltager som tabte flest kilo, men procentmæssigt i forhold til startvægten, blev Kasper overhalet indenom lige på målstregen af finalemodstanderen Mathias.

”Jeg kan da med en vis stolthed glæde mig over at have tabt mig mest af alle i løbet af de måneder programmet foregik. Det blev til i alt 35,6 kg på fire måneder”, fortæller Kasper og fortsætter:

”Hvis jeg skulle have vundet, så skulle mit vægttab have været på 42 kg. Sådan var reglerne skruet sammen, vægttab i procent i forhold til startvægten. Uden på nogle måde, at skulle lyde som en dårlig taber, for jeg anerkender til fulde Mathias’ præstation og vægttab, svarer det faktisk til at, for hver kilo han tabte, skulle jeg tabe 1.4 kilo. Men igen, sådan var reglerne og her bagefter kan jeg ikke se, hvordan jeg skulle have gjort noget anderledes i forhold til selve forløbet”, siger Kasper Jakobsen og tilføjer:

”Både Karl og jeg var selvfølgelig noget spændte på at se udsendelserne, hvordan det hele var klippet sammen og den slags. Vi må sige, at det var gjort på en rigtig god måde, sobert klippet sammen, så selvom jeg kan savne nogle detaljer undervejs i programmet, så er jeg ikke blevet skræmt af reality-tv”, siger Kasper Jakobsen.

Benhårdt arbejde på ski-maskinen ved finalens afsluttende konkurrence.
Benhårdt arbejde på ski-maskinen ved finalens afsluttende konkurrence.

51 kilo på et år

Og selv om programmet nu er slut for Kasper Jakobsens vedkommende, så fortsætter kampen mod kiloene:

”Min livstilsændring blev indledt tilbage i sommeren 2016 på Kursuscenter Struer, og indtil videre har jeg smidt 51 kilo, rundt regnet omkring 20% af min vægt for et års tid siden”, fortæller Kasper Jakobsen der dog ikke vil sætte tal på for et samlet mål:

”Min målsætning skal ikke gøres op i et specifikt tal, målsætningen for mig er, at opnå et varigt vægttab. Det er blevet ’hverdag’ igen efter deltagelsen i programmet, men jeg fortsætter mit samarbejde med min diætist, min kost er på plads, jeg kører stramt efter en ’kalorie-ligning’, hvor mit daglige indtag af kalorier er fastsat og hvorfra jeg så ved hjælp af mit pulsur kan se min daglige forbrænding. Dertil fortsætter jeg fortsætter med fysisk træning i et omfang som tiden nu tillader når jeg også skal passe familie og virksomhed”, siger Kasper Jakobsen og fortsætter:

“Jeg kan se og mærke at det virker det jeg gør. I de 6 uger der er gået siden finalen blev optaget har jeg smidt yderlige 5 kg og jeg har også måtte forbi en skrædder for at få lagt mit taxatøj 20-25 cm ind”, siger Kasper og slutter med følgende råd til folk der kæmper med kiloene:

”Det gælder om at finde den måde som passer bedst til en selv. Der er skrevet masser af bøger om vægttab og mange har en mening om det, at tabe sig. Men mennesker er jo skruet forskelligt sammen, så der findes ikke en klar facitliste. Kostomlægning er en ting, men det mentale og selvdisciplin er også en vigtig faktor, man skal finde den løsning som passer bedst til ens egen person”, slutter Kasper Jakobsen.

”Nye tanker og ny motivation”

Imens Kasper Jakobsen har deltaget i ’Den store vægtkamp’ har han tillige brugt utallige timer i det lokale motionscenter i kampen mod de mange kilo. I den forbindelse fortæller indehaver Freddy Hejgaard:

”Vi har haft glæden af at arbejde med Kasper Jakobsen gennem de seneste måneder og har drøftet livstilsændring”, fortæller Freddy Hejgaard som sammen med Robert Andersen har coachet Kasper i Frederiksværk Motions Center. Freddy fortsætter:

”At medvirke i ’Den store vægtkamp’ hos TV3 har for Kasper været stærkt medvirkende til, at finde motivationen til at ændre sin dagligdag og hvad han gerne vil have ud af livet. Vi har talt om, hvordan disse positive nye vaner kan opretholdes nu efter programmerne er sluttet, det er nemt at komme til at stå med en slags tomhed inden i efter sådan et forløb”.

” Kasper har tænkt nye tanker, er flot motiveret og vi arbejder videre. Det er altomgribende, at skulle ændre ens hverdag i den grad – det er ikke kun kost og bevægelse, det er hele kroppens og hjernens funktionalitet der påvirkes, det er hverdagens handlinger, sociale relationer mv. Kasper skal til en vis grad lære sig selv og sine omgivelser at kende helt forfra”, lyder det fra Freddy Hejgaard som slutter:

” Vi er glade for at vi må være med som rådgivere og trænere for Kasper, det er en stor tillid han viser os – stor ros og tak for det Kasper”.


Publiceret: 12. September 2017 16:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere