FFK-jubel efter Patrick Sørensens scoring til 1-0. Fotos Thomas Quvang
FFK-jubel efter Patrick Sørensens scoring til 1-0. Fotos Thomas Quvang
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kanon-slag om Halsnæs

FFK vandt håneretten tilbage via 2-0 sejr i en bragende fight


FODBOLD Påsken blev skudt i gang med gevaldige brag, da Hundested og Frederiksværk krydsede klinger Skærtorsdag i Hundested.

Det blev et fodboldmæssigt brag på banen, en hårdt spillet kamp med to røde kort og hele ti advarsler. Der blev virkeligt gået til stålet foran de næsten 500 tilskuere.

Og blandt de mange tilskuere blev der også braget igennem. Flere kanonslag blev fyret af, og da et af disse blev smidt nær sidelinien og tæt på spillere og tilskuere, måtte kampen kortvarigt stoppes, med et klart signal fra dommeren om, at næste gang blev kampen fløjtet af.


FFK dominans i 1. halvleg

“Fyld nu trøjerne ud for f.....”, lød det frustreret fra Hundestedbænken i 1. halvleg.

Da var det et FFK-mandskab der sad fuldstændig på kampen. Med hurtige ben og godt spil var FFK klart bedst i de første 45 minutter. Hundested virkede rystede over tidligt i kampen, at miste Lars bonde og Rasmus Borre der begge måtte udgå med skader.

FFK udnyttede de første 45 minutters dominans til at score begge kampens mål. Først headede Patrick Sørensen bolden i nettet fra kort afstand til 1-0 og kort efter havde Patrick Sørensen en stor aktie i 2-0 scoringen, da han i fællesskab med hjemmeholdets Daniel Rimmer, headede bolden i kassen. De to fik i øvrigt hovedroller igen efter pausen.

Kristian Frid griber bolden lige foran hjemmeholdets Daniel Rimmer.
Kristian Frid griber bolden lige foran hjemmeholdets Daniel Rimmer.

To røde billetter

I de sidste 45 minutter vendte billedet, Som tiden skred frem pressede Hundested FFK helt i bund og de havde chancerne til at score.

Det var dog en streg i regningen, at førnævnte Daniel Rimmer kort inde i 2. halvleg fik marchordre for at skubbe Matthias Andersen omkuld og derefter brokke sig højlydt til et rødt kort.

Lidt senere i halvlegen fik Daniel Rimmer følgeskab i skammekrogen af Patrick Sørensen, der stemplede sig til en advarsel for derefter, at sparke til drikkedunkene, det kostede ligeledes rødt til den dobbelte målscorer.

Marchordre til en dobbelte målscorer Patrick Sørensen.
Marchordre til en dobbelte målscorer Patrick Sørensen.

Målmand i fokus

Som nævnt pressede Hundested voldsomt på i de sidste 45 minutter og det blev til flere nærgående forsøg.

Tættest på var Nicolai Jægergaard. Først sendte han et straffespark på træværket, og kort efter det missede forsøg fra pletten, var det overliggeren der var i vejen for Nicolai Jægergaards flotte langskud.

Det var det tætteste HI kom på scoringer, og det skyldes ikke mindst en stærk præstation af unge Kristian Frid i FFK’s mål. Kristian Frid var ubetinget ’man of the match’ med talrige sikre indgreb og gode redninger.

Summa sumarum - en trods alt fortjent FFK sejr på baggrund af en flot 1. halvleg, hvor Hundested slap nådigt ved blot at være bagud 0-2. Omvendt var Hundested bedst i de sidste 45 minutter, og havde milimeterne været blå på dagen, så kunne det være endt med en deler.

Nu blev det så FFK der vandt håneretten tilbage efter det forsmædelige 2-7 nederlag i efteråret. Og på sidelinien var der endnu en sejrherre, nemlig rækkens tophold Snekkersten, som nu fører rækken med seks point ned til netop Hundested og Frederiksværk.

Kristian Frid - man of the match
Kristian Frid - man of the match

Publiceret: 15. April 2017 10:39
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

Annonce
ANNONCER
Se flere