

Jægergaard matchvinder
Hundested besejrede AB med 1-0
Akademikerne fra Bagsværd blev besejret med 1-0 efter et tæt opgør, hvor Nicolaj Jægergaard scorede kampens eneste mål midt i 2. halvleg.
I de første 45 minutter bølgede spillet frem og tilbage med pæne chancer i begge ender. Peter Rasmussen og Nicolai Jægergaard havde et par pæne tilbud, men den sidste præcision manglede. I den modsatte ende havde AB ligeledes flere gode chancer, men her var HI’s målmand Christian Solhøj en meget solid ankermand.
Billedet var det samme efter pausen med muligheder i begge ender, men ingen mål. Lige indtil midt i halvlegen, hvor et indlæg ramte en AB-spiller på hånden i det kriminelle felt.
Dommeren dømte straffespark, og det blev efterfulgt af store protester fra hjemmeholdets spillere og trænerstab. Lige meget hjalp det, Nicolai Jægergaard var iskold fra pletten og scorede sikkert.
Slutfasen af kampen blev et åbent skydetelt, store chancer i begge ender. Hundested havde kæmpechancer for at udbygge føringen, men igen blev der brændt på det skammeligste. I den modsatte ende var der tale om ren overlevelse for Hundested, men det lykkedes at forsvare resultatet til sidste fløjt.
Resultatet betyder, at Hundested fortsat ligger på 3. pladsen i rækken efter FFK og Snekkersten.
Netop Snekkersten er Hundesteds næste opgave lørdag den 27. maj.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra
Halsnæs Avis



