Sascha Andersen blev Hundesteds topscorer da hovedstadens kvinder blev trynet. Fotos Jan Stephan
Sascha Andersen blev Hundesteds topscorer da hovedstadens kvinder blev trynet. Fotos Jan Stephan
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hundested trynede København - på søndag gælder det Arresø

Solid holdpræstation banede vejen for sikker sejr over Team København søndag eftermiddag




HÅNDBOLD Hundesteds håndboldkvinder spillede sig søndag eftermiddag op på en 4. plads i Serie 1.

Det skete via en overbevisende indsats og stensikker sejr over gæsterne fra Team København, som blev sendt hjem til hovedstaden med et 19-12 nederlag i bagagen.

Resultatet betyder, at disse to hold bytter plads i tabellen.

Som cifrene antyder var der aldrig den store spænding om pointenes fordeling. Hundested sad på kampen fra første fløjt og var foran nærmest fra start til slut.

De veloplagte Hundestedkvinder lagde ud som lyn og torden og bragte sig hurtigt foran med 3-4 mål, og hjemmeholdets 8-5 føring ved pausen var egentlig lidt i underkanten.

Team København forsøgte at få kontakt fra starten af 2. halvleg og fik reduceret afstanden til to mål, men herfra satte Hundested påny tempoet i vejret og i slutfasen var der kun tvivl om sejrens størrelse.


Stærk duo i kassen

Det var en rigtig fin holdindsats som banede vejen for den sikre sejr, og den blev krydret med flere stærke individuelle præstationer.

Således var duoen i kassen Anette Nydal og Lea Nielsen stærke på dagen, Anette med et utal af redninger bag sit solide forsvar og Lea som en mur når gæsterne forsøgte sig på straffekast.

I den modsatte ende blev scoringer pænt fordelt over hele holdkortet med Sascha Andersen som flittigst scorende - træfsikker fra distancen og iskold på de hurtige opløb.

Amanda Jørgensen i et af sine karakteristiske gennembrud i søndagens hjemmekamp.
Amanda Jørgensen i et af sine karakteristiske gennembrud i søndagens hjemmekamp.

Lokalderby søndag

Som før nævnt spillede Hundested sig op på 4. pladsen i rækken, efter de tre tophold Vidar, Borsholm og Team Arresø.

Og netop lokalrivalerne fra Team Arresø er den kommende modstander for Hundested. Det er den kommende søndag, at der fløjtes op til lokalderby i Frederiksværkhallen.

Det omvendte opgør i efteråret endte med en ’deler’ i Hundested, og alt tyder på, at det bliver ligeså tæt på søndag.

Udfra stillingen i rækken må Team Arresø påtage sig en lille favoritværdighed, men omvendt peger formkurven i Hundesteds retning. Det kan kun blive spændende og intenst når pointene skal fordeles søndag eftermiddag. Første fløjt er kl. 14.


Publiceret: 22. Januar 2018 10:21

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt