Hundested Havns trafik, gods, kultur-og erhvervsaktiviteter skaber værdier for mange millioner. Arkivfoto
Hundested Havns trafik, gods, kultur-og erhvervsaktiviteter skaber værdier for mange millioner. Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Havn giver værditilvækst på 332 mio. kroner


HUNDESTED HAVN Der kom mange tal på bordet, da Hundested Havns bestyrelsesformand Børge Larsen gav sin årsberetning på generalforsamlingen fredag aften.

Ud over regnskabstallene for 2016, der viser millionoverskud og nogenlunde status quo gods- og trafikmængde, refererede havneformanden til en såkaldt oplandsundersøgelse, der viser hvordan Hundested Havn er med til at berige lokalsamfundet i økonomiske henseende.

"Oplandsanalysen af Hundested Havn viser, at havnen direkte og indirekte skaber en beskæftigelse, der svarer til 683 arbejdspladser. Omregnet, er 7,6 procent af kommunens beskæftigelse skabt af aktiviteterne på Hundested Havn. Aktiviteterne på Hundested Havn medfører en værdiskabelse, der giver en lokal- og regionaløkonomisk værditilvækst på 332 mio. kroner. Det svarer til en andel på 7,0 procent af den samlede værditilvækst i Halsnæs Kommune," lød det fra Børge Larsen.  

Samtidig er aktørerne på havneområdet med til at berige Halsnæs' kulturelle udbud, som samtidig er med til at gøre Hundested og Halsnæs kendt i ind- og udland.

Formandens beretning kan læses i fuld længde her: 

"I år skal vi tage et valg, et valg som vil vise, hvilken retning vi som borgere og erhverv vil med vores kommune.  Der er allerede nogle klare forventninger, afhængig af hvem der spørges og hvad der spørges om. 

Nogle ønsker bedre ældrepleje, nogle mener skatten skal ned og andre mener det vil gavne os alle sammen, hvis der skabes bedre vilkår for erhvervslivet. 

Mange samarbejdspartnere på havnen har ambitioner for hele byen og vores dejlige område. Der deltages i forskellige udviklingsprojekter, hvor der skabes bedre vilkår og jobs. 

Hundested Havn udgør en markant betydning for den regionale økonomi og beskæftigelse i Halsnæs Kommune. Det viser en oplandsanalyse foretaget af Syddansk Universitet og Center for Regional- og Turismeforskning for Danske Havne. Danske Havne er brancheorganisation for Hundested og andre erhvervshavne. 

Havnen har fået foretaget en oplandsanalyse, som viser sammenhængen mellem de aktiviteter, som havnen i 2016 har haft over kajen, gods, fisk, passagerer og så indkomstdannelsen. Analysen tydeliggør havnens betydning for den lokale og regionale økonomi ud fra en række faktorer som beskæftigelse, værditilvækst og skatteprovenu. 

Vi, os i salen her, ved det godt, men jeg tror der er mange, som ikke er klar over, hvilken betydning Hundested Havn har for lokalsamfundet. Med oplandsanalysen bliver det enormt tydeligt, hvor mange arbejdspladser havnen skaber i kommunen, og hvilken værdi, Hundested Havn skaber i samfundet. Oplandsanalysen er et godt grundlag for at vurdere havnens erhvervsmæssige betydning, ikke blot for kommunen, men også ud over kommunegrænsen.  

Oplandsanalysen af Hundested Havn viser, at havnen direkte og indirekte skaber en beskæftigelse, der svarer til 683 arbejdspladser. Omregnet, er 7,6 procent af kommunens beskæftigelse skabt af aktiviteterne på Hundested Havn. 

Aktiviteterne på Hundested Havn medfører en værdiskabelse, der giver en lokal- og regionaløkonomisk værditilvækst på 332 mio. kroner. Det svarer til en andel på 7,0 procent af den samlede værditilvækst i Halsnæs Kommune.  

Hundested Havns beskæftigelsesvirkninger og værditilvækst er grundlag for et skatteprovenu, det udgør 3,3 procent af det samlede skatteprovenu for Halsnæs Kommune. 

I gør det godt, ude på havnen! 

Sammen har vi deltaget i flere løb, maraton hvor betonmuren blev ramt, kortdistanceløb hvor vi kom godt igennem, mellemdistancen, hvor det ikke gik helt fejlfrit, men set over hele året, kom vi i mål.   

Nu er vi klar i startblokkene igen og forventer et løb gennem året, hvor hækkene ikke er for høje og vandgraven ikke for dyb, vi er klar til udfordringerne og med god forberedelse, når havnen og vores samarbejdspartnere forhåbentlig alle sammen når i mål, med et godt resultat. 

Den gensidige respekt for hinandens værksteder, forretninger, restauranter, fiskerne og industrihavnen, viser nu at flere brancher har skabt flere jobs, positiv omtale og udefrakommende vil nu være en del af udviklingen med deres respektive forretninger. Forsøget og strategien med at fortælle de positive historier har igen i år været med til, at flere har hørt om Hundested og efterfølgende har besøgt havnen.   Maritim turisme og turisme generelt bliver en større og større del at havnen. Ved hjælp af en fantastisk markedsføring og eksponering af flere aktiviteter og ikke mindst anløbene af de første krydstogtsskibe, har gjort havnen synlig. 

I samarbejde med blandt andet Visit Nordsjælland skal vi igen i 2018 forberede os på anløb af 3 krydstogtsskibe til Hundested. 

Omkostningerne stiger når det går godt og der er mange besøgende. Serviceapparatet er under pres, (selvom du stadigvæk holder dig godt Tommy)  og der bliver færre og færre timer til at udfører større vedligeholdelsesarbejder, såsom udskiftning af bådebroer, belægning og vedligeholdelse af havnens bygninger.  

Havnen har et godt og konstruktivt samarbejde med lokale håndværkere og vil fortsat bruge dem, i det omfang økonomien tillader det.   

Havnens betydning for Nordsjælland og Hovedstadsregionen, samt den vigtige rolle for lokal og regional beskæftigelse kræver at infrastrukturen er god. 

Frederikssundsmotorvejen er første skridt. Et andet ønske er at motorvejen, som på nuværende tidspunkt stopper ved Allerød, udbygges til Hillerød, hurtigst muligt.  

Vejen mellem Hillerød og Frederiksværk skal samtidig, som minimum, omlægges til en (1+2 vej).  

Fokus på bedre veje fra Hillerød og Frederikssund og til Hundested Søtransportcenter. Det er positivt, når der nu sættes politisk aktivt ind, i den nordlige del af hovedstadsregionen. En effektiv infrastruktur hvor det kan bevises at trafikken flyder, er et af de parameter, som havnen skal markedsføres på.  Jeg har` tidligere sagt det, fordi det er så vigtigt at infrastruktur er i orden for at øge væksten og udvikle, både erhvervshavnen og den nye bymidte. I forbindelse med byggeriet af færgehavnen i 1968 blev Fjordvej, den nye havne- og færgevej.  

Indtil 1997, det vil sige i næsten 30 år har Fjordvej fungeret som den rigtige løsning, for at mindske trafikken på Amtsvejen. 

Trafiksikkerheden vil blive væsentligt forbedret, hvis Fjord udbygges. Vejstrækningen ad Amtsvejen er dobbelt så lang, som ad Fjordvej. Når der køres begge veje og med en forskel på 800 meter, er det hver eneste bil eller lastbil, der skal køre mere end 1,5 km ekstra i bymidten.  

 3 Fjordvej og dens forlængelse vil skabe en simpel opdeling af færgetrafik, lastbiler til havnen og de efterhånden rigtig mange turister. Samtidig vil de bløde trafikanter, opleve en trafiksikker og forandret bymidte. 

Strandbeskyttelseslinjen på Mellemrummet kan med den nye planlovsaftale ændres. 

Det skaber mulighed for etablering af parkeringspladser, center- og erhvervsbyggeri, herunder hotel og arktisk center.   

Halsnæs kommune har fået udarbejdet flere trafikale analyser som kommer med forslag til vejændringer og supplerende parkering. Parkering på Mellemrummet er en rigtig god ide, men da havnen i sommer søgte om midlertidig parkering på dele af arealet blev det afvist. En anden analyse viste, at Fjordvej var for dyr at bygge om, var svaret fra Halsnæs Kommune. 

Konklusionen i rapporten fra Viatrafik viser et behov for yderligere 150-200 parkeringspladser for at sikre tilstrækkelig kapacitet i sommerperioden. Parkeringspladserne kigger vi stadigvæk langt efter og de bilister, som ikke kunne finde en parkeringsplads i sommer, er måske kørt igen.   

Hundested By og Havn endte med at få 4 blomsterkummer, 2 vejchikaner i Nørregade, et spant i Rosenhaven, samt 10 kvm asfalt på havnens parkeringsplads ved stranden, da kommunen besluttede at fjerne fundamentet til det nye toilet. 

Når jeg nu er ved de sager og projekter som enten ikke blev til noget eller kun delvis, så kan jeg også konstaterer, at det blev ikke i år at havnen påbegynder byggeriet af boliger på Nordhavnen. I henhold til de servitutter, som Halsnæs kommune indførte i købsaftalen fremsendte havnen et projekt til forhandling med kommunen. Der er igen brugt næsten ½ million på udvikling, uden en endelig afklaring.  

Havnens fremlæggelse af projektet for kommunen blev afvist. Kommunen valgte i stedet at offentliggøre projektet og dagen efter var det på de sociale medier. Der var ikke mange som støttede tegningerne, men mange mente, at nu var det på tide at frede det grønne pakhus. Det gør havnen indtil der indledes nye forhandlinger med Halsnæs Kommune og den kommende borgmester, efter kommunalvalget den 21. november 2017. 

Havnen har gennem de seneste 15 år været tvunget til at hæve alle lejepriser, både i vandet og på land med væsentlige stigninger. Derfor må og skal alle bidrage. I henhold til havnens vedtægter og juridisk i forhold til Havneloven betaler alle på havnen markedslejen. Så reservationer over en længere årrække og lejefrie arealer i 100 år, kan ikke lade sig gøre på nuværende tidspunkt.   

Der er sagt og skrevet meget i sagen om Arktisk center. Jeg har min holdning, men vil nu se fremad og afvente kommunalvalget. Havnen skal nok holde kursen, så er det op til politikerne om de vil samme vej. 

Arktisk center står stadigvæk, som jeg har forstået det, på kommunens brændende platform. Om det er det rigtige sted, må tiden vise.   

 4 Det giver stof til eftertanke, at Halsnæs kommune er rykket 26 pladser tilbage og nu er nr. 87 ud af landets 96 kommuner der har deltaget i den netop udsendte Dansk Industries undersøgelse af kommunernes erhvervsklima.  

De kommuner der er gået frem, kommunikerer bedre med virksomhederne og er blevet mere lydhør over de behov, virksomhederne har. Jeg håber Halsnæs kommune score bedre næste år. 

Der er nu gået et år efter bankskiftet, næsten uden ekstraordinære omkostninger. Der er fortsat en god og saglig dialog med Danske Banks erhvervsafdeling. Der bliver lyttet til vores behov og samarbejdet konstruktivt. 

Samarbejdet med A. Henriksen Shipping har medført flere gode tiltag, i et marked, som bliver svære og svære. Konkurrencen fra de større havne er øget. Det gør ikke tingene bedre at Danpilot ha valgt at opsige lodsstationen i Hundested. Det medfører længere ventetid og øget omkostninger at anløbe Hundested Havn.   

Baltic Shipping Company fortsætter med flere skibsanløb, de ansætter nye shippingfolk på kontoret og er en af højdespringerne i den nye oplandsanalyse for Hundested Havn.  

Hundested Sten & Grus er kommet godt i gang og får langsomt større markedsandele i Nordsjælland. Jeg håber søpladsen indenfor kort tid vil blive mere kendt, så flere vil købe deres produkter.  

Hundested-Rørvig Færgefart har hele sommeren sejlet støt hver dag med de 2 færger og har på trods af regn og blæst i slutningen af juli og starten af august, næsten sejlet det samme antal passagerer over fjorden. Der mangler dog nogle få tusinde, der valgte noget andet end at tage til Rørvig og spise is. 

Udover de ovennævnte firmaer er der flere andre store virksomheder, blandt andet JF Stål og Hundested Fiskeexport. De er alle sammen en del af erhvervshavnen eller Hundested Søtransportcenter, som vi også hedder. Samlet udgør indtægterne fra virksomhederne langt over halvdelen af Hundested Havns samlede omsætning.  

Siden finanskrisen ramte Danmark er det stort set gået godt på Hundested Havn, det må vi ikke glemme.     

Nogle af tallene i det forløbne regnskabsår, vil jeg overfor generalforsamlingen gerne knytte en bemærkning til. 

Indtjeningen på skibs- og vareafgifter er steget lidt. I forhold til tidligere sammenligning er skibs- og vareafgifterne steget med 154.000 kr. samtidig med, at anløbene er faldet fra 197 til 191 anløb.  

Hundested Havn håndterede sidste år 235.000 ton gods og i år med en stigning til 240.000 ton.  

Fiskeriet har i det forgangne år givet havnen en indtjening på 251.000 kr. hvilket er en stigning på 44.000 kr. i forhold til sidste år.  

 5 Hundested - Rørvig Færgeoverfart sejlede i regnskabsåret en indtægt ind til havnen på 591.000 kr. mod 608.000 kr. sidste år. Hundested-Rørvig Færgefart overførte i 2016, 104.000 personbiler og 290.000 passagerer. Hvilket er næsten de samme tal som året før. 

Lejeindtægten fra lystbådepladserne gav i regnskabsåret 1.203.000 kr. mod 1.196.000 kr. sidste år. Så også her er tallene, stort set, som foregående regnskabsår. 

Henover sommeren 2016 overnattede 5.247 både og autocampere i og på havnen. Der er en generel tilbagegang i danske lystbådehavne og har også ramt Hundested. Vi vil forsøge at tilbyde en anderledes havn, med nye oplevelser, så vi fortsat er en attraktiv havn at besøge. 

Der var budgetteret med et overskud på 3.4 mio. kr. Der er dog sparet yderligere, specielt på udgifterne til vedligeholdelse. Overskuddet er investeret efter planen og der er afdraget på gælden. 

Årets resultat giver hermed et overskud på 3.643.855,00 kr.   

North Zealand Port A/S kan i det forløbne regnskabsår fremvise et tilfredsstillende regnskab.  

Tallene kan ses på side 18 i regnskabet for Hundested Havn I/S.   

Aktieselskabet fungerer stadig som en enkeltstående forretning med indtægter fra skibs- og vareafgifter, hovedsagelig stammer og træflis. Der er løbende dialog med de nærliggende varmeværker og ligeledes de værker som er ved at blive bygget. Forbruget af biobrændsel vil den kommende vinter stige, så vi håber og arbejder på, at det skal losses over kajen i Hundested.   

Sommeren i år startede med kulde, blæst og regn. Det gav et minus på 10 % af overnattende gæstesejlere i maj og starten af juni. Med den dårlige forsommer og med de sidste 2 uger i juli, hvor det stort set regnede hver dag, bliver det svart at indhente besøgstallet.     Havnen fastholder alligevel et højt besøgstal af gæstesejlere og det er vi glade for. Antallet af autocampere er støt stigende og der kommer flere og flere på de samme dage. Det gør at der skal ændres i størrelse og placering af parkeringsforholdene, så både autocampere og personbiler, får de bedste parkeringsmuligheder. 

På servicekajen er der nu installeret nyt tankanlæg med marinediesel. I samarbejde med Hundested Motor- og sejlklub vil havnen etablerer nyt masteskur og opsætte en ny mastekran, også ved servicekajen. Flere efterspørger et anlæg til tømning af bådenes holdingtank, så det bliver ligeledes langt ind i fremtidige planer. 

Det gamle spilhus med løbende udstillinger om fiskeriet og livet på havnen, samt motorhuset, hvor Hundestedmotoren hver weekend og ved særlige lejligheder bliver startet, er nu en tradition på havnen. Frivillige medlemmer af Fiskeriets- og Havnens Hus møder op og bidrager til de mangfoldige oplevelser på havnen. Der bliver nu udvidet med undervisning året rundt på oplevelsesplatformen. Det er Maritime Nyttehaver og naturvejledere der skal undervise eleverne fra Hundested Skole.  

Hundested Motortræf var et af de nye tiltag, som frivillige har arbejdet med i næsten 1 år. Det blev sammen med Sildens Dag en fornøjelig oplevelse overalt på havnen. Det startede med køen ved

 6 sildefileterne, så var der kø ved sildebordene og fadøllet. Efter middag var der kø for at kigge på de flotte både og de mange flotte Hundested Motorer.  

Et arrangement, der ligesom Kunst på Beddingen, Fiskeriforeningens Havnefest og de mange andre arrangementer der efterhånden er på havnen, er noget de frivillige kan være stolte af og noget vi alle sammen nyder godt af. 

På trods af vejret er der positive tilbagemeldinger fra forretninger og restauranter på havnen. Der har været mange besøgende og folk vil gerne købe.  

Sandskulpturfestivalen har kæmpet med vandet, men som jeg så her forleden dag, så skal der mere end almindelig regn til at tage humøret fra de mange busgæster der besøger havnen og sandskulpturfestivalen. 

Flere kunsthåndværkere på havnen gør sig positivt bemærket i udlandet og bidrager til en helt fantastisk markedsføring af vores område.

Udvalget af unika kunsthåndværk, udført i blandt andet glas og træ, giver havnen et samlet løft og vil nu tiltrække flere dygtige kunsthåndværkere til det nye byggeri, Propellen. Propellen bliver et byggeri med mindre værksteder, hvor nystartede håndværkere kan være en del af det kreative miljø. Byggeriet påbegyndes i oktober måned.

 

Med det rigtige produkt, den positive indstilling og med en butik der har åbent, så er der skabt en god historie. 

Jeg vil gerne gentage her i aften, vi skal være kendt som den positive havn, der altid er åben og hvor nye oplevelser venter på kajen," sagde Børge Larsen inden han sagde tak for indsatsen til en af havnekontorets trofaste medarbejdere, Marianne, som har valgt at stoppe efter 37 år på Hundested Havn.

"Ansigtet udadtil har altid været dig. Du har passet bogholderiet og siddet på pengekassen, kendt alle interessenterne, haft styr på bådpladserne og så alt det andet. Vi holdt en hyggelig reception for dig i sidste uge, hvor mange glade besøgende kom og ønskede dig god vind fremover og det vil jeg så også gøre her igen. Tak Marianne."


Publiceret: 11. September 2017 09:50

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere