Gjethuset skal afprøve forskellige platforme de næste år, bl.a. foredrag og konferencer. Foto: Photographic Nordic
Gjethuset skal afprøve forskellige platforme de næste år, bl.a. foredrag og konferencer. Foto: Photographic Nordic
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gjethusets nye visionsplan: Skal afprøve flere nye genrer

Gjethusets nye bestyrelse er klar med en overordnet visionsplan, der skal udvikle Halsnæs’ kulturelle fyrtårn med nye fokusområder og mere samarbejde med lokale ildsjæle





GJETHUSET Frederiksværks kulturhus Gjethuset har fået ny bestyrelse, som er klar med en ny visionsplan.

Kvalitet, aktualitet og mangfoldighed: Mere af alt det, der fungerer godt tilsat et par nye fokusområder og endnu mere samskabelse med foreninger, institutioner og engagerede folk.

Det er i korte træk den nye bestyrelses visionsplan, og stikordene til fremtidens kulturhus i hjertet af Halsnæs er kvalitet, aktualitet og mangfoldighed, lyder det i en pressemeddelelse fra Gjethuset.


Alsidighed og kvalitet

Flere end 52.000 gæster besøgte sidste år huset, og uanset om de opsøger kunstudstillinger, jazzensembler, børneaktiviteter, kammerkoncerter eller konferencer, skal der også fremover være tale om kulturtilbud af højeste kvalitet, understreger bestyrelsen.

Aktualiteten skal afspejle sig i de foredrag, scenekunstnere og udstillere, der optræder i huset, og i fremtiden kan man sagtens forestille sig et øget udbud netop på de områder, forklarer næstformand Søs Krogh Vikkelsøe:

“Gjethuset er et alsidigt kulturhus, hvor musikken i mange år har været det bærende. Imidlertid er der uopdyrkede muligheder indenfor genrer som scenekunst, udstilling og foredrag, og det skal vi have afprøvet nærmere i de næste par år.”

De seneste år har Gjethuset skåret de brede folkelige scenekunstturneer fra og i stedet satset på kant, originalitet og aktualitet - f.eks. nycirkus, gadeteater og samarbejdet med Mungo Park. Dén linje kan udvides ved at tilknytte lokale teater- og scenekunstgrupper og med fysisk teater, der lægger sig op ad Gjethusets og Frederiksværks kernefortælling om arbejderkulturen.


For alle aldre

Et nyt fokusområde bliver de yngste brugere, for Gjethuset har taget initiativ til at etablere en børneklub for alle børn i kommunen. Det sker i tæt samarbejde med en række kommunale institutioner, og tanken er både at have et løbende program plus aktiviteter i skoleferierne.

Også udstillingerne i Gjethuset får tilført ny energi, idet bestyrelsen ønsker at tilknytte en gruppe freelance kuratoriske kræfter og kunstfaglige ildsjæle. De skal være med til at skabe nyt indhold til dén del af husets tilbud, der får højsæson fra maj til september.


Brandet skal udbredes

Møder og konferencer skal der også satses ekstra på de kommende år, mener bestyrelsen. Det tiltag vil udnytte huset bedre i den normale åbningstid, og en øget omsætning i Gjethuset vil have en afsmittende effekt på lokalområdet fx hos overnatningssteder og restauranter.

Musik skal der selvfølgelig til, og som hidtil skal der både satses på det brede program og de mere nicheprægede genrer. I dag bliver en del af musikprogrammet til i samarbejde med andre aktører, og netop co-produktion skal helt generelt opprioriteres, siger Gjethusets direktør, Morten Vilhelm:

”Det er vigtigt for os at være med til at understøtte de frivillige kræfter i lokalsamfundet, der samtidigt tilfører nye ideer og mangfoldighed til Gjethusets program. Og vi skal også fremover have øje for vækstlaget og være åbne for nye initiativer og samarbejder,”

Musikskolen, bibliotekerne, gymnasiet og mange andre er allerede i dag med til at skabe unikt indhold til Gjethusets programflade, og med den nye bestyrelses visionsplan er der lagt op til mere samskabelse.

FAKTA

Bestyrelsen:

Ivor Palmer Jørgensen (formand), tidl. administrationschef for Halsnæs Forsyning

Søs Krogh Vikkelsøe (næstformand), programchef på Kulturværftet i Helsingør

Kim Jørgensen, direktør for bl.a. Sundhed, idræt og kultur i Halsnæs Kommune

Steen Jørgensen, direktør for Vega

Anders Kirkegaard, billedkunstner


Publiceret: 20. Marts 2017 14:30
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere