Ulrik Münster-Swendsen: “Gjethuset vil meget gerne spille sammen med lokale foreninger og initiativer, som laver kulturarrangementer”. Fotos: Kim Larsen.
Ulrik Münster-Swendsen: “Gjethuset vil meget gerne spille sammen med lokale foreninger og initiativer, som laver kulturarrangementer”. Fotos: Kim Larsen.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gjethuset: Første dag på jobbet

Ulrik Münster-Swendsen er nu leder af Gjethuset - første arbejdsdag var fredag 1. september






KULTURHUS “Vil du have en kop kaffe?”

Det vil journalisten gerne.

Det er fredag, og Ulrik Münster-Swendsen har første dag på jobbet som leder af Gjethuset. Alt er nyt for ham, også Gjethusets store kaffemaskine. Heldigvis er han omgivet af folk, som kender Gjethuset og kan hjælpe ham på vej - også med at lave en god kop kaffe.

?Jeg er lige landet, så jeg har mange ting at lære endnu,” smiler den nye Gjethusleder.


Musiker, komponist og procucer

Ulrik kommer fra en stilling som daglig leder af Kulturhuset Galaksen i Furesø Kommune. Kulturhuset var nystartet i 2006, da han tiltrådte som teknisk chef. Snart overtog han også ansvaret for personalet, men den kunstneriske ledelse lå i hænderne hos en anden.

I Gjethuset er Ulrik Münster-Swendsen både kunstnerisk og administrativ leder.

“Jeg har baggrund i musikbranchen. Er trommeslager, men spiller også guitar og tangentinstrumenter.”

“Jeg er født og opvokset i Helsingør og var en del af kulturlivet her. I alle teenageårene var jeg aktiv i noget der hedder HAMU - Helsingør Aktive Musik Ungdom.”

“Siden flyttede jeg til København, hvor jeg fortsatte med at være aktiv i kulturlivet. Jeg spillede i bandet Innocent Blood, som er mest kendt for musikken til en Anja og Victor-film. Bandet eksisterer stadig, men på lavt blus.”

“Jeg komponerer også, både reklamemusik og til andre kunstnere. Jeg har lavet en del musicalmusik blandt andet sange til en Gummitarzan-musical.“

“Jeg har også siddet bag knapperne og produceret og lavede mit eget pladeselskab på et tidspunkt.”

En af udfordringerne første dag på jobbet: Hvordan virker kaffemaskinen?
En af udfordringerne første dag på jobbet: Hvordan virker kaffemaskinen?

At tage ansvar

“Undervejs er jeg altid endt med at være ham, der styrede og tog lederskab. Jeg fandt ud af, at jeg havde evner i den retning. At tage ansvar og få ting til at ske.”

Ulrik havde haft personaleansvaret i Kulturhuset Galaksen i flere år, da han for 5-6 år siden tog en egentlig lederuddannelse:

“Jeg fik nye kompetencer og værktøjer. Det var nærmest en åbenbaring. Men jeg blev også bekræftet i, at mange af de ting jeg gjorde, var rigtige - den anerkendende tilgang, og at vægte de sociale relationer højt.”

Ulrik Münster-Swendsen bliver ikke 'bare' leder for de ansatte, men også for ca. 80 frivillige. Også Galaksen havde frivillige tilknyttet, men ikke i så stor målestok:

“Jeg har været til arrangementer her i Gjethuset nogle gange i de sidste par måneder, og her har jeg mødt en del af de frivillige. Og mærket en kæmpe opbakning til mig, som de slet ikke kender endnu.”

“Jeg er blevet overrasket over den kæmpe iver og gejst, de frivillige lægger for dagen. De er virkeligt begejstrede for stedet og lægger blod, sved og tårer i Gjethuset. Det er super fedt og meget inspirerende.”


Lang ønskeliste

Hvilket præg vil du sætte på Gjethuset?

“Der kommer ingen store pludselige ændringer, men der vil selvfølgelig ske en udvikling. Kultur er udvikling. Her i efteråret skal jeg og bestyrelsen sammen skrive en vision for Gjethuset.”

“Jeg vil arbejde på, at vi som kulturhus fortsat er med til at skabe en kulturel lokal identitet. Vi skal være omdrejningspunkt for den brede kultur fra ind- og udland, men også for den lokale og egnsspecifikke kultur.”

“Noget af det første jeg skal i gang med er at booke til forårsprogrammet og planlægge næste udensdørs sommerkoncert.”

“Jeg har en lang liste med navne, som jeg godt kunne tænke mig at få i Gjethuset. Der er også internationale navne imellem. Den brede musikprofil vil blive ført videre. Jeg har ikke nogen personlig prioritet, jeg elsker musik, både klassisk, pop, rock og jazz,” fortæller Ulrik Münster-Swendsen.

“Jeg drømmer om indimellem at kunne lave nogle unikke begivenheder. F.eks. en unplugged koncert med to kunstnere, som ikke plejer at optræde sammen. Jeg har et stort netværk i musikbranchen, så jeg tror der er mulighed for engang imellem at få en unik oplevelse til Gjethuset.”

“Jeg ser gerne, at både kunst- og teaterdelen bliver opprioriteret. Måske skal udstillingerne skifte lidt hyppigere. Og så synes jeg, det kunne være spændende, hvis man kunne krydse tingene lidt og kombinere kunst og musik.”


Børn og lokale relationer

“Et fokusområde bliver helt klart børnene. Der er en idé om at lave en børneklub, hvor man kan melde sig ind og få rabat til børnearrangementer. Og der skal være en bred palet af tilbud til børn.”

“Det ligger mig meget på sinde at få gå nogle gode relationer til lokalområdet. Gjethuset vil meget gerne spille sammen med lokale foreninger og initiativer, som laver kulturarrangementer. Vi kan bidrage med supervison, være sparringspartner, og dermed være med til at udvikle endnu flere lokale projekter.”

“Her er det lokale erhvervsliv også en vigtig samarbejdsparter. Jeg kender endnu ikke lokalområdet så godt, men jeg glæder mig til at komme i gang med opdyrke relationerne,” lyder det fra Gjethusets ny leder Ulrik Münster-Swendsen.


Publiceret: 05. September 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere