For tre måneder siden var der ingen grænser for holdånd og fællesskab - det er i modgang der er mest brug for disse dyder. Arkivfotos Quvang
For tre måneder siden var der ingen grænser for holdånd og fællesskab - det er i modgang der er mest brug for disse dyder. Arkivfotos Quvang
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

FFK spillet under græstæppet - største nederlag i klubbens historie

“Stå nu sammen og fyld trøjerne ud” lyder opfordringen til FFK’s 1. hold




FODBOLD Pinligt, blamage og uværdigt - det var blot nogle af de kommentarer det afstedkom, da Frederiksværk 1. hold lørdag eftermiddag tabte bundkampen mod Avarta med hele 9-0.

Det er det største nederlag i en turneringskamp for klubbens bedste hold i Frederiksværk Fodbold Klubs, trods alt, korte historie.

Som cifrene fortæller var det en dag, hvor alting gik galt, både på og udenfor banen. For hvad stiller man op når der indløber 6-7 afbud lige op til sæsonens hidtil vigtigste kamp. Så er det godt nok op ad bakke.

Når det så er skrevet, så er 0-9 aldeles uacceptabelt, når man er så spillemæssigt underlegen, så gælder det altså om, at 'parkere bussen' og slippe afsted med et på papiret pænere nederlag og med skindet på næsen.

Det var på ingen måde tilfældet i Avarta. Gennem hele matchen var FFK spillet dybt under det regnvåde græstæppe, og 0-4 ved pausen endte altså med 0-9 efter de 90 minutter.


Ransagelse

Efter fire spillerunder og nul point må det nu være tid til grundig ransagelse hos såvel spillere som trænerteam.

Sæsonen er stadig ung, det er simpelthen for tidligt, at kaste håndklæddet i ringen.

I foråret var der ingen grænser for holdånd og fællesskab, få måneder efter er disse dyder, nærmest som en by i Rusland. Det er når det kniber, at man står sammen som et hold og spillerne hver især 'fylder trøjen ud'. Så nytter det ikke, at melde afbud i kategorien “Jeg skal til naboens undulats 2½ års fødselsdag” - det er simpelthen for svagt.

I samme moment må trænerteamet træde i karakter, det nytter ikke at stå med armene over kors og blot se til. Det er slut med at hvile på laurbærene, tid til konsekvens og på med arbejdstøjet, ny kamp på lørdag.

“0-9 kan man ikke pynte på og selvfølgelig gør den ondt” siger FFK’s formand John Rydahl
“0-9 kan man ikke pynte på og selvfølgelig gør den ondt” siger FFK’s formand John Rydahl

FFK Formand: “Den gør ondt”

“Som nyoprykkere vidste vi jo godt, at det ville blive svært, men jo selvfølgelig gør en 0-9 da ondt, og den er umulig at pynte på”.

Frederiksværk Fodbold Klubs formand John Rydahl var ganske fattet og hudløs ærlig, da de værste dønninger fra det forsmædelige nederlag lørdag eftermiddag havde lagt sig. Til Halsnæs Avis siger han:

“Vi fik jo en spillemæssig ok start på sæsonen med to tætte nederlag, men de seneste to kampe har ikke været gode, lørdagens optakt og resultat er jo ganske ildevarslende”.

“Vi har mistet nogle spillere i forhold til foråret, og selvfølgelig er det især svært at erstatte anføreren (Matthias Andersen. red.) men det bør alt andet end lige betyde, at de som er tilbage rykker lidt tættere sammen i 'bussen' og træder i karakter og hjælper hinanden”, siger John Rydahl og slutter:

“Lige nu handler det om, at få humøret tilbage og få point på kontoen, der er kun spillet fire runder, glem kampen i Avarta og kom videre”.

FFK's næste opgave er den kommende lørdag når B1973 fra Herlev gæster Frederiksværk. Der er kickoff kl. 14.


Publiceret: 11. September 2017 11:08

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis

ANNONCER
Se flere