Metalskolen har aktuelt 12 elever på grundforløbet. Arkivfoto: JP Thiede
Metalskolen har aktuelt 12 elever på grundforløbet. Arkivfoto: JP Thiede
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Esnord-exit: Metalskolen søger ny samarbejdspartner

Esnord indstiller udbuddet af grundforløbet på Metalskolen, som nu er på jagt efter en ny skole, der vil drive uddannelsen videre




UDDANNELSE Metalskolen i Frederiksværk kan være i fare for lukning, efter at Esnord har meddelt, at man indstiller udbuddet af grundforløbet på Industrivej i Frederiksværk.

Der arbejdes dog på en løsning for at finde en ny samarbejdspartner, der vil drive skolen videre, oplyser Allan Thomsen, afdelingsformand i Dansk Metal Nordsjælland.

“Vi har sat os sammen med Jan Sørensen fra Nordisk Staal i Frederiksværk og har henvendt os til flere kolleger fra Dansk Industri og Dansk Metal, som sidder i bestyrelserne i tre andre tekniske skoler.”

“Dem har vi opfordret til at overtage driften af Metalskolen, og der er positiv interesse,” fortæller Allan Thomsen.

Det drejer sig om Roskilde Tekniske Skole, Technical Education Copenhagen samt NEXT Uddannelse København - alle tre skoler, der udbyder hovedforløbet i de metaluddannelser, som Metalskolens grundforløb giver optagelse på.

I disse dage er skolernes ledelse på skift på besøg i Frederiksværk for at se og høre om forholdene og vurdere muligheden for at nyt samarbejde, men der er ikke en deadline på beslutningen.


Økonomi springende punkt

Som grund til Esnords exit i Frederiksværk fortæller Allan Thomsen, at Esnord har angivet “økonomiske årsager” som det springende punkt, men det kan de større tekniske skoler muligvis råde bod på, mener han.

“Vi håber, at en eller flere af skolerne vil indgå i et driftsfællesskab, for problemet i Frederiksværk er, at man kun udbyder grundforløbet, hvilket giver underskud i sig selv.”

“Her har de store skoler flere parametre at spille på, for de ville kunne hente det økonomiske ind ved at have lovning på, at eleverne fra Metalskolen ville fortsætte på hovedforløbet på deres skole,” forklarer Allan Thomsen.

Han håber inderligt, at Metalskolen vil kunne køre videre med en anden aktør i spidsen, for der er stor mangel på metal- og smedeelever i Nordsjælland. Også virksomheder i Halsnæs melder indimellem om problemer med at tiltrække faglært arbejdskraft på området.

“Vi ser et større potentiale for lokale elever fra Halsnæs end i øjeblikket, hvor der kun er en elev derfra, men der må være flere, der gerne vil arbejde med metal,” mener Allan Thomsen.

Hvis ikke en af de tre skoler er interesserede i et samarbejde, ser han ikke andre muligheder end lukning af Metalskolen.


Synd og skam

Faglærer på Metalskolen Bjarne Andersen kalder udsigterne til en eventuel lukning for “synd og skam”.

“Som det ser ud nu, kører vi et hold færdigt til den 1. februar 2018, og så er det slut. Vi er kede af det både på de unges vegne, men også på industriens, der netop mangler smede og industriteknikere, som vi er med til at uddanne.”

“Vi kan jo næsten garantere vores elever en lærerplads, for der er ikke nok unge, der er interesserede i faget i øjeblikket,” siger Bjarne Andersen.

Som den ene af to faglærere på skolen har han personligt udsigt til ansættelse på Esnord, mens hans kollega foreløbigt står uden job ved en lukning.

Metalskolen har eksisteret i syv år og har aktuelt 12 elever på grundforløbet.


Publiceret: 29. November 2017 14:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt