TDC-kunde Michael Harjo Schmidt har målt sin egen web-forbindelse over et stykke tid.

TDC-kunde Michael Harjo Schmidt har målt sin egen web-forbindelse over et stykke tid.

Hårdt prøvet internetkunde

Af
Jens Patrick Thiede

NETDÆKNING En læser, der har oplevet adskillige problemer med internetdækningen, er IT konsulent Michael Harjo Schmidt.
"Jeg betaler for en 100/20 Mbit hos Yousee, men pt. ligger den på helt ned til 1/1 Mbit. Jeg er ikke sikker på at alle er informeret om deres ret til som minimum at få kompensation," siger Michael Harjo Schmidt, der har fået penge tilbage af TDC efter selv at have påvist den dårlige kvalitet.
Han har flere gange haft besøg af teknikere undervejs.
"Pudsigt nok kan de altid finde en ting i ens interne installation som formentlig er årsagen til fejlen, og derfor ender man op med en regning til følge og har stadig de samme hastighedsproblemer - især i prime time," forklarer Michael Harjo Schmidt.

Nye vaner og delt central

Den sidste tekniker, han havde på besøg, fortalte, at problemet skyldes, at Hundested og Frederiksværk deler central, og på grund af det stigende antal kunder og folks ændrede internetvaner med web-tv og streamingtjenester er kapaciteten på bredbåndsdækningen støt dalet.
"Yousee meldte så, at i uge 39 ville kapaciteten blive udvidet. Om det blot var for at få mig til at holde mund eller intern misinformation, ved jeg ikke, men det holdt desværre ikke stik," siger IT konsulenten.
Seneste melding fra en TDC-konsulent sidst i oktober lyder ifølge Michael:
"Det har desværre taget lidt tid at få afklaring omkring problemet - og løsningen - derude. Desværre er det sådan, at jeg på nuværende tidspunkt ikke kan give dig en ny tidshorisont, for der er ikke en."
"Det viser sig, at der er nogle tekniske forhindringer der gør, at vi ikke pt. kan kapacitetsudvide samt Ø-dele, og derfor er problemerne endnu ikke rettet."
(Avisen har set Michael Harjo Schmidts egne målinger af hans forbindelse, som viser udsving i kvaliteten fra ned til 1,05 Mbps i download op til over 100 Mbps.)

Publiceret 05 November 2014 08:00