Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Vådt krudt og spredehagl


Af Preben Moeslund, formand Sport Halsnæs

IDRÆT Svar til Thomas Møller Nielsen om ”Helt ved siden af skiven”. Det er glædeligt, at Jesper Kirkebye Andersen fra de Radikale gør sig ulejlighed i debatten, og det er lige så glædeligt at du, Thomas, stadig er oppe på mærkerne – måske er der lidt panik før det snarlige valg? Mindre glædelig er dine spredehagl mod alle med en anden holdning end du og Venstre og jeres interne partihensyn, der overskygger kommunens udvikling.

Desværre er der vådt krudt i dit maskineri. Det er korrekt, at historisk mange midler tilføres idrætten, men de selv samme midler spildes også på historisk vis. En tredjedel af midlerne går til reparation af den totalt nedslidte Frederiksværk hal, uden at det gør nogen som helst forskel, da de dårligt nok rækker til malingen.

Resterende midler uddeles af 8 forvaltningschefer i en styregruppe uden politisk deltagelse og formål. Det har resulteret i en massiv medlemsflugt fra idrætsforeningerne i Halsnæs under den nuværende Venstre borgmester og de betingelser han giver idrætten – nogle foreninger, f.eks. håndbold, er mere end halveret!

I andre kommuner deltager politikerne aktivt i idrætsbeslutningerne for at styrke engagementet i idrætten. Men ikke i Halsnæs. Det er enestående i Danmark, at borgmesteren, du og Venstre overlader alt til ligeglade bureaukrater – og oven i købet uden politisk strategi.

Åh jo, der er en såkaldt strategi, som kommunens chefkonsulent har forsøgt sig med: ”Formålet med en idrætsstrategi er at understøtte den fortsatte udvikling af idrætten i Halsnæs Kommune og vedrøre alle”.

Læs lige hvor skørt, ustyret og banalt det er. Kunne man forestille sig det modsatte – en strategi der skal underminere og afvikle idrætten og ikke være til for nogen? Nej, vel? Strategien er derfor indholdsløs og ubrugelig for andre end bureaukrater, der vil ha' frit spillerum og politikere, der vil tage æren for ingenting.

Summa summarum: Der kom en forfinet udgave af ovenstående sludder, men du og Venstre – og bevares, byrådet også – deler fortsat penge ud i øst og vest uden plan og udvikling. Noget en hver kan finde ud af.

Men jeg hjælper gerne med afklaring af elementære økonomibegreber: Det Venstre gør med 26 mio. kr. er ikke anlægsinvesteringer men anlægsreparationer. Venstre har IKKE har valgt udviklingens vej men driftens vej. Når man udvikler, så nyinvesterer man i udvidelser, der tilfører merværdi for befolkningen. Når man drifter, reparerer man og giver tilskud til eksisterende ting, der kun opretholder nuværende nytteværdi.

Lad os derfor sammen glædes over, at andre partier efter 2019 har andre planer for idrættens udvikling og at det kun er Venstre, der vil fortsætte driften af en ustyret gavebod ind i det næste årti.

Du skriver om Jespers tanker om et stort idrætscenter, at kommunen ikke har råd til at bygge og drifte et så tungt anlæg. Det har du helt ret i. Lad os derfor også glædes over, at din borgmester i 2016 fik et forslag fra Sport Halsnæs om at lave et stort indendørs fritids- og idrætsanlæg til 60 mio. kr. i en almennyttig fond uden nettoudgift for kommunen andet end dens positive velvilje.

Venstre ville desværre hverken eje eller have en socialliberal løsning til gavn for borgerne og kommunens udvikling. Jeg ved, du har fået oplyst, at forslaget koster kommunen penge, fordi din borgmester og sundhedschefen – som har fælles interesse i bevarelse af kommunale arbejdspladser og bevarelse af kontrakten med en privat partiaktør på sundhedsområdet – har fortalt dig det.

Nej, løsningen var gratis men noget skulle ske, for at Venstre trods afvisningen kunne se aktive ud. Det endte bl.a. med en symbolsk lakering af Frederiksværk hallen. Men udvikling? – Nej, det er drift og massiv medlemstilbagegang over alt, Thomas! Til trods for at Venstre er ved at koste idrætten livet, stiller jeg mig stadig til rådighed for afklaring af misforståelserne, hvor postfaktuelle dine oplysninger end måtte være.


Publiceret: 20. Februar 2017 12:05
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt