Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Sikring af Nordkysten er et godt projekt


Af Michael Thomsen, gruppeformand Venstres byrådsgruppe

I sidste uges udgave af Gulvmåtten blev der i et læserbrev fra Enhedslistens side sået tvivl om projektet med sikring af Nordkysten, en tvivl der efter min mening er uberettiget. Endvidere efterlader læserbrevet det indtryk, at de partier som stemte for sikring af Nordkysten, ikke bekymrer sig om de miljømæssige aspekter i projektet. For Venstres vedkommende kan jeg sige at det på ingen måde er tilfældet, og jeg er ret sikker på at det samme gælder for Socialdemokraterne og DF, som begge stemte for sagen sammen med Venstre.

Sikring af Nordkysten er et fælles kommunalt samarbejde mellem Halsnæs, Gribskov og Helsingør kommuner. Det er et rigtigt godt og gennemarbejdet projekt, hvor udsatte steder på Nordkysten foreslås sikret med en kombination af sandfodring og mere traditionelle hårde kystsikringsanlæg. For Halsnæs vedkommende drejer det sig om en strækning på 7,5 km fra Kikhavn til Liseleje. Det er korrekt, at der skal anvendes store mængder sand til den indledende sandfodring, og at sandet skal hentes på havbunden.

Men det er jo ikke sådan at sandsugere bare henter sand tilfældige steder. Der er fra statens side udlagt områder hvorfra man kan søge om tilladelse til at hente sand. I Venstre har vi fuld tillid til at Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (uanset regeringens farve) giver tilladelserne på baggrund af grundige miljøvurderinger og miljøundersøgelser. 

Når der skal sandfodres, er det også vigtigt at tage hensyn til havmiljøet lags kysterne. Her er konklusionen ret klar, nemlig at der kun forekommer mindre til ubetydelig påvirkning på de forskellige naturtyper, og at påvirkningerne ved sandfodring er mindre end påvirkningerne fra en almindelig storm når sandfodringen foregår på det rigtige tidspunkt. I projektet er der således indeholdt miljøvurderinger, og der vil også være opmærksomhed på miljøforholdende i de kommende faser af projektet.

For interesserede afholder Halsnæs kommune et Borgermøde om projektet på lørdag d. 14. januar kl. 9-11 i Halsnæs Medborgerhus i Hundested.

 


Publiceret: 09. Januar 2017 13:34
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere