Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Pas på folkeskolen

Rasmus Stoklund, folketingskandidat (S)

FOLKESKOLEN er en af de vigtigste fælles institutioner vi har. Både fordi børnene her forberedes på voksenlivet, men også fordi det skaber fællesskabsfølelse og forståelse for andres vilkår, når børn fra forskellige sociale lag mødes på kryds og tværs.

Det er værdier, som børnene kan tage med sig ind i voksenlivet, og som kan bidrage til, at de også som voksne vil bakke op om de solidariske principper vores velfærdsmodel hviler på.

Derfor mener jeg også, at vi skal tage det meget alvorligt, når folkeskoler lukkes ned, og der på den anden side oprettes mange nye privatskoler. Ifølge en ny analyse fra AE-rådet er antallet af folkeskoler faldet med 19 pct. i forhold til 2007. I samme periode er antallet af privatskoler steget med 11 pct. Det er en skæv udvikling, som skal vendes.

En del af løsningen er at give kommunerne bedre mulighed for også at drive mindre skoler. Det er ofte i landsbysamfund, at skolerne lukkes ned, men samtidig er det jo her, at der så i stedet åbnes privatskoler af de frustrerede indbyggere.

I landsbysamfund er en stor del af fritids- og kulturlivet ofte bygget op omkring den lokale folkeskole, som kan lægge lokaler til gymnastik, aftenskole, musikundervisning, julestue og meget andet. Når folkeskolen lukker, rammer det derfor også fritidslivet og sammenhængskraften i landsbyen.

Nogen vil måske spørge, hvor pengene skal komme fra? Mit svar er, at de kan komme fra finansloven. I stedet for at uddele skattelettelser kunne man investere i vores fælles folkeskole og give kommuner med mange landsbyer bedre mulighed for også at drive små skoler.


Publiceret: 24. November 2017 14:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt