Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Mere tillid til offentligt ansatte

Rasmus Stoklund, folketingskandidat (S)

Igennem flere uger har jeg haft annoncer i Halsnæs Avis med et budskab om, at der bør være ”mere tillid til offentligt ansatte”.

I en annonce er der ikke plads til uddybning, og derfor har nogen læsere måske tænkt: ”hvad mener han egentlig med den annonce?” Derfor denne forklaring. Igennem flere år har man i den offentlige debat ofte kunne få indtryk af, at den offentlige sektor var ineffektiv. Konstant er der blevet skåret ned, indført nye kontrolmekanismer og dokumentationskrav.

Samtidig er der blevet mindre tid til at pædagoger, sosu-hjælpere, læger, lærere, socialrådgivere, politibetjente og mange andre offentligt ansatte kan bruge tid på at være sammen med borgerne. Men når man møder offentligt ansatte med kontrol og mistillid, så glemmer man, at de fleste offentlig ansatte jo netop har valgt deres fag, fordi de gerne vil pleje, undervise eller på anden vis hjælpe og udvikle mennesker og være til gavn for samfundet.

De er motiveret af at gøre en forskel for andre mennesker, men den motivation svækkes, hvis de konstant føler sig mistænkeliggjort af kontrolskemaer og dokumentationskrav. Hvis man styrer den offentlige sektor alene ved at se på et regneark, så er det for nemt at skære alt det væk, der handler om relationer og menneskelig kontakt.

Konsekvensen er at pædagogerne i børnehaven mangler tid til det enkelte barn, fordi normeringerne forringes. Social- og sundhedshjælperen har ikke tid til at gøre andet end det der står i skemaet hos den borger, der modtager hjemmehjælp, og der er ikke tid til en snak om vind og vejr, som kunne betyde en verden til forskel for borgere, som sjældent kommer hjemmefra og ofte kan være ensomme.

Og i stedet for at politibetjente kunne have et solidt lokalkendskab og holde øje med de unge, der er ved at komme på afveje, så centraliserer man politistationerne i store enheder og mister den lokale forankring. Ganske som det netop er sket i Nordsjælland. Lektor Hans Henrik Knoop fra institut for pædagogik og uddannelse udtalte for et par år siden til Ugebrevet A4, at ”hvis de offentligt ansatte føler, at der ikke er tillid til dem, skaber det en atmosfære af afmægtighed, og det spreder sig til de borgere, de har kontakt med.”

Det er en stor risiko, for hvis de offentligt ansatte føler de ledes med mistillid, så mister de motivationen, og det kommer vi alle til at mærke konsekvensen af.


Publiceret: 09. April 2018 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt