Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Et lille bidrag til udlændingedebatten


Peter Weide, Hellekistevej 18, Melby

SYGEHUSTANKER For nogen dage siden kom jeg hjem fra et tre-dages ophold på et dansk sygehus. Jeg har gennemgående fået en venlig behandling, alle var flinke og hjælpsomme.

Jeg lagde mærke til, hvor mange udlændinge, eller "danskere med anden etnisk baggrund end dansk", der arbejder på sygehuset. Og det gælder for alle niveauer, rengøring, forvaltning, pleje, læger.

Religion, hovedtørklæde, hudfarve var åbenbart absolut intet problem.

Efter, hvad jeg kunne bedømme, gjorde de alle sammen deres arbejde godt. Jeg kunne ud af samtaler forstå, at uden den store andel af udenlandsk/nydansk arbejdskraft ville det danske sygehusvæsen ikke kunne fungere, der ville simpelthen ikke være nok hænder til at klare alt det, der skal klares på en normal arbejdsdag på sygehuset. Systemet ville bryde sammen.

Det skulle vi måske tænke lidt over.

Selvfølgelig ved jeg, at der også blandt udlændinge og nydanskere er nogle, som volder problemer. Dér skal Danmark, indenfor de regler som gælder for et retssamfund, gøre en indsats for at minimere vanskelighederne. Men det er jo et mindretal.

Så i stedet for at lytte til dem, der fremmer, hvis ikke direkte had, så dog fordomme og kraftig betænkelighed over for "de fremmede", burde vi være glade for det store flertal, der fredeligt og lovlydigt lever i vores samfund og yder sit bidrag.

Det ville klæde Danmark, hvis der var langt mere velkomstkultur og langt mindre skepsis, især over for ikkevestlige udlændinge.


Publiceret: 07. Januar 2017 01:12
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere