Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Ærgerligt at smedeuddannelsen er lukket

Rasmus Stoklund, folketingskandidat (S)

UDDANNELSE En analyse fra Region Hovedstaden viser, at alene i vores region kommer vi til at mangle 8000 håndværkere frem mod 2020. Derfor er det rigtig ærgerligt, at grundforløbet for smede i Frederiksværk nu er lukket. Det er ikke realistisk for et ungt menneske på 16 år hver dag at skulle tage fra eksempelvis Hundested til Ballerup for at tage grundforløbet på erhvervsskolen. Konsekvensen bliver derfor desværre, at færre unge vælger en smedeuddannelse. Det bliver et problem, når man i fremtiden skal rekruttere smede til virksomheder i byer som Hundested, Ølsted, Helsinge og Frederiksværk.

Erhvervsskolernes opgave er at uddanne fremtidens håndværkere. Men desværre er der en skævhed i de rammer, som skolerne styres efter. Erhvervsskolernes økonomi afhænger af, at de har mange elever, og det er klart, at med flere elever opstår der stordriftsfordele. Derfor ser man fra tid til anden, at vigtige grundforløb lukkes ned, fordi elevgrundlaget ikke er stort nok. I stedet samles uddannelserne få steder i landet, men det betyder jo at færre unge vælger en håndværksmæssig uddannelse.

Løsningen kunne være, at man fra Christiansborg besluttede at afsætte en pulje penge, som kunne bruges til at understøtte erhvervsskoler, som ligger i områder med et begrænset opland og dermed et begrænset potentiale for at rekruttere elever. På den måde kunne smedegrundforløbet have været bevaret i Frederiksværk. Både til gavn for de unge i Halsnæs, som nu må opgive at blive smede. Men også til gavn for samfundet, fordi manglen på smede og mange andre håndværkere bliver stor de kommende år.


Publiceret: 05. Februar 2018 12:21

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Halsnæs Avis