Lotte og Søren Hammer. Foto: Jan Stephan
Lotte og Søren Hammer. Foto: Jan Stephan
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Danmarkspremiere: Uddrag af Hammer-krimi nummer 8

Søren og Lotte Hammer giver et kort kig på deres næste krimi


LITTERATUR Den i Frederiksværk boende forfatter Søren Hammer indfrier sit løfte til Gulvmåtten om at give en smagsprøve på han og hans søsters næste Konrad Simonsen-roman: To små piger.

Romanen udgives af Gyldendal til efteråret.

Søren Hammer fortæller:

“Socialdemokrater modtager ikke ordener. Og dog - nogle socialdemokrater gør. Bjarne Lausten for eksempel. Som socialdemokrat kunne han ikke modtage en orden for sin indsats som folkevalgt, men godt for sit arbejde i Hjemmeværnet. Mente han.”

“Jeg synes, at ordener og medaljer er komiske. På den anden side har jeg heller aldrig fattet, at folk gider se ballet. Eller lægge puslespil (småbørn dog undtaget). Men ingen af tingene generer andre - så herregud, hvis lidt kongeligt bling kan glæde et par socialdemokrater hist og her, så gerne for mig.”

“Nå, men Bjarne Lausten fik sit ridderkors, Danmark fik et godt grin, og min søster og jeg fik en inspirerende historie, som er brugt i det følgende, hvor vores hovedperson, Konrad Simonsen, har fikset en kongelig belønningsmedalje til en gammel socialdemokrat mod at høre mandens vidneudsagn.”

Her følger uddraget af romanen:


Kapitel 62

I underskolen i 1950'erne uddelte Konrad Simonsens klasselærer hjerter og stjerner. Hvis en side i stilehæftet var fejlfri og sirlig pænt skrevet, belønnede frøken Molde eleven og siden med et lille rødt klisterhjerte.

Det var i sig selv en ære, og ikke noget man som 2. klasses elev kom nemt til. Men for de få udvalgte, de der i fremtiden ville blive til noget, kunne en endnu større udmærkelse komme i spil.

Hver tiende af frøken Moldes hjerter blev nemlig erstattet med en guldstjerne. Det var Konrad Simonsens højeste ønske at erhverve sig sådan en guldstjerne.

Steffen Juhl fik en, det var klart, hans far var præst, men også Astrid Bahnsen, den lille mokke. Selv nåede han med flid og ihærdighed op på seks hjerter og kunne så småt skimte målet.

Så blev frøken Molde gift og flyttede fra byen, og deres nye klasselærer gjorde sig ikke i klistermærker. Hun var nyuddannet, talte pænt til eleverne, og påstod at hvert eneste barn var værdifuldt.

De kunne alle sammen blive til noget. Hende var der ingen, som kunne lide. Men når Konrad Simonsen i dag over 55 år efter tænkte tilbage på sin tidlige skolegang, var det, der stod allerstærkest i hans erin-dring, den guldstjerne, han aldrig fik.

Nu var han så på vej til Kildebakken Plejehjem i Odense for at uddele en medalje til en livslang socialdemokrat, hvis hedeste ønske var en kongelig udmærkelse. Han smilede. Der var ingen retfærdighed til i livet, han burde have fået sin guldstjerne.

Forhenværende direktør Bo Dragsted sad pakket og klar i sin kørestol foran plejehjem-mets hovedindgang. Ved siden af ham stod den unge pige fra sidst, Konrad Simonsen var der. Hun hilste og forklarede:

- Jeg har samlet en pose med det mest nødvendige, den ligger her i kurven, og husk nu endelig at slå bremsen til, hvis du parkerer ham på en bakke.

Det lovede Konrad Simonsen, selvom alternativet var fristende. Det sidste sagde han dog ikke. Pigen aede Bo Dragsted på kinden, kan du nu have en rigtig god tur.

Bo Dragsted slog ud efter hendes hånd, men ramte kun sig selv, hun var langt hurtigere. Hun forlod dem med et stort smil, men vendte sig kortvarigt i indgangen til plejehjemmet og vinkede.

Bo Dragsted sagde:

- Jeg har mistanke om, at hun er en robot, som kommunen har bygget. Mennesker fås ikke så ubegavede, hun må være en robot.

- Hvor vil du hen?

- På værtshus. Har du den med?

- Ja, jeg har den med. Hvad vej?

jent@lokalavisen.dk

Søskendeparret er kendt for deres krimiserie om Konrad Simonsen. Foto: Gyldendal
Søskendeparret er kendt for deres krimiserie om Konrad Simonsen. Foto: Gyldendal

Publiceret: 21. April 2017 09:00
¨
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

Annonce
ANNONCER
Se flere