Nissan Qashqai har længe været en populær vare herhjemme. Foto: Jonas Ahlstrøm

Nissan Qashqai har længe været en populær vare herhjemme. Foto: Jonas Ahlstrøm

Qashqai solgte mest

Bilsalget går godt, viser nye tal fra De Danske Bilimportører

Af
Christian Schacht

salg I årets første syv måneder kom der nummerplader på næsten 139.000 nye personbiler, hvilket var en smule mere end samme periode året før.

Den mest solgte bil i juli blev Nissan Qashqai, mens de tre næste pladser også er besat af nogle af de biler, der typisk er blandt de mest populære: Citroën C3, Volkswagen Polo og Peugeot 208.

På femtepladsen finder vi den nye VW T-Cross, fulgt af Toyota Aygo, den nye BMW 3-serie og Skoda Octavia. Bilsalgets top-10 i juli blev rundet af med VW Up og den nye Toyota Corolla.

Lang levering på el

Salget af elbiler har generelt været i vækst, men er præget af lange leveringstider på flere modeller og en udpræget afhængighed af ganske få biler. Således var en stor salgsnedgang til Tesla Model 3 nok til, at hele afsætningen af elbiler faldt i juli.

Afsætningen af de fuldt elektriske biler ligger fortsat væsentligt højere end i 2018. I løbet af de første syv måneder er der blevet solgt 2.853 elbiler, hvor der kun blev solgt 575 elbiler i samme periode sidste år - det er knap fem gange så mange.

I juli måned har 264 nye elbiler fået nummerplade på, hvilket er en stigning på lidt over 417 pct. i forhold til de 51 elbiler, der blev solgt i juli måned sidste år.

Publiceret 13 August 2019 09:42