Grooming er en gradvis proces, hvor krænkeren påvirker sit offer til at overskride grænser.
Grooming er en gradvis proces, hvor krænkeren påvirker sit offer til at overskride grænser.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

59-årig krænkede også i Halsnæs

Mand tiltalt for via nettet at have krænket 133 personer seksuelt - langt de fleste mindreårige






GROOMING Efter en omfattende efterforskning er en 59-årig mand fra Farum blevet tiltalt for mere end 300 forhold, hvor han har lokket andre til at sende nøgenbilleder eller til at onanere for ham via videochat.

Efterforskningen, der begyndte i 2014 og blandt andet omfatter en gennemgang af mere end 100.000 chatkorrespondancer, har vist, at den 59-årige igennem mange år dagligt har chattet med piger og drenge via sociale medier.

Han har brugt forskellige profiler, hvor han – alt efter samtalepartnerens køn – harudgivet sig for at være en ca. 15-årig dreng eller pige.

Her er det lykkedes ham at overtale den person, han chattede med, til at tage tøjet af og i flere tilfælde foretage seksuelle handlinger. Den 59-årige har optaget disse handlinger uden, at de forurettede var klar over det.

“Det er én af de mest omfattende sager, som jeg har set,“ siger politikommissær Henrik Gunst, leder af Nordsjællands Politis efterforskningsafdeling for personfarlig kriminalitet.


133 forurettede

Der er i alt identificeret 104 forurettede i alderen 8 – 62 år, hvoraf størstedelen er mindreårige.

Den 59-årige har udvekslet seksuelt krænkende billeder og/eller optaget film med et seksuelt indhold, som han herefter har beholdt og i nogle tilfælde delt optagelserne med andre, der har interesse for børnepornografisk materiale.

I de tilfælde, hvor Nordsjællands Politi har kunne identificere de personer, som materialet er delt med, er sagerne oversendt til videre efterforskning i de aktuelle politikredse.

Der er herudover 29 forurettede som politiet ikke har formået at identificere.


Også i Halsnæs

Den 59-årige har også krænket en eller flere personer i Halsnæs, bekræfter Henrik Gunst. Han ønsker ikke at oplyse, hvor mange der er tale om, eller hvilket køn eller alder den eller de forurettede fra Halsnæs har.

Hjælp børnene til sikker adfærd

“Der er ingen undskyldning for de forhold, som er begået. Men sådan en sag understreger endnu en gang, hvor vigtigt det er, at forældre hjælper deres børn til sikker adfærd på de sociale medier og jævnligt taler med deres børn om, hvad de laver, og hvem de har kontakt til,” siger Henrik Gunst.

Han opfordrer til, at børn og unge begrænser andres muligheder for at se, hvad de lægger ud på deres profiler, og sikrer sig, at de reelt ved, hvem de er i kontakt med.

Desuden bør man være ekstra forsigtig med, hvad man deler og foretager sig i fx en videochat, da det kan være meget svært at gennemskue samtalepartnerens virkelige identitet og hensigt.

Den 59-årige har erkendt størstedelen af forholdene, mens andre forhold er delvist erkendt. Sagen skal nu berammes til behandling i retten.

kil@lokalavisen.dk


FAKTA

Grooming er en gradvis proces, hvor krænkeren påvirker sit offer til at overskride grænser. På sociale medier har krænkeren lettere ved at virke troværdig, da offeret ikke kan se krænkerens alder, kropssprog, mimik mv.

Kontakten på nettet betyder også, at det ikke virker helt så farligt for barnet gradvist at overskride sine grænser, fx ved at begynde med at sende billeder af sig selv i undertøj for til sidst at sende nøgenbilleder.

Mere viden og råd til sikker færden på sociale medier på www.dkr.dk/it-kriminalitet/grooming/

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd


Publiceret: 21. April 2017 13:26
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Halsnæs Avis

Annonce
Annonce
ANNONCER
Se flere