Trafiksikring har lange udsigter

TRAFIK Fra landsbyen Torup forlyder det, at Torup Tings arbejdsgruppe, Småting Veje/Stier,  har ført en dialog med Halsnæs Kommune om hastighedsbegrænsning, afstribning og vejtræer langs med Haldvejen, som forbinder landsbyen med sommerhusområdet på Hald Strand.

"Det er en åben og lige vejstrækning, som desværre indbyder ubetænksomme bilister til for høj fart," fortæller formand Peter Plant om Haldvejen, der betjener hårde og bløde trafikanter - altså biler, lastvogne, landbrugsmaskiner, fodgængere, løbere mf.l. - men der er ikke trafiksikret med eksempelvis stier langs vejen.

Iflg. Torup Ting var der  indgået en aftale, et kompromis, om vejens opstribning med markering af felter for gående og cyklister i 50 cms bredde i hver side.

"Stor var frustrationen derfor, da dette viste sig ikke at være tilfældet: Der er ikke plads til hverken gående eller cyklister; derimod er biler prioriteret med den nye opstribning - på tværs af Torup Tings ønske. Det kan være at dette er en lille sag for Halsnæs Kommunes vejafdeling, men det er vigtigt for os at vi kan stole på aftaler," udtaler formanden for Torup Ting, Peter Plant.

På sigt kan der dog komme en gå/cykel-grussti langs med Haldvejen, lyder meldingen fra kommunen.

"Det er jo en fin løsning, men også det har lange udsigter. Det kan være at vi i Torup Ting skal overveje om vi vil overtage sagsområdet med de lokale veje og stier fra kommunen. Den er en tung dansepartner," slutter Torup Ting-formand, der med egne ord blev så frustreret at han måtte skrive sig ud af det med disse vers:

 

Så lagde de striber på vejen men

det virker så helt fortegnet

For her er blandet trafik min ven

kommunen fik sig vist forregnet

Cyklister på tandem, en hest og en bil

En kæmpestor lastbil med hænger

En knallert, en traktor, en barnevogn

I livsfare ses en fodgænger

 

Men vi har brug for en vej med læ

med striber som dæmper farten

En vej med plads til folk og fæ

Hvor vejtræer kanter en ’garden’

I første forsøg gik det grueligt galt

Og striberne sikkert en ommer

En halvvejs stregning på Haldvej men

En grussti bør lægges - i sommer

(Mel.: Elefantens vuggevise)

Publiceret 24 May 2018 17:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV