DEBAT:

Skattefri gevinst til bolig- og bilejere

Af MF Hans Andersen, beskæftigelsesordfører og valgt i Nordsjællands Storkreds (V)

FRADRAG  Der er gode nyheder til deleøkonomiske sjæle, der udlejer sommerhus, bil, bolig eller båd. For en ny aftale sender op til 40.000 skattefri kroner i lommerne fx på sommerhusejere her i Halsnæs Kommune, der lejer sommerhuset ud via deleøkonomiske udlejningsplatforme.

Vel at mærke, hvis platformen indberetter lejeindtægterne til skattemyndighederne. For Venstre er det vigtigt at sikre gode vilkår for deleøkonomien i Danmark, der folder sig ud i samme hast som den danske sommervarme disse dage. Men deleøkonomi skal gå hånd i hånd med skattebetaling. Derfor har regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale om at lempe skattevilkårene for udlejning fra udlejningsplatforme, der indberetter skatteindtægterne til skattemyndighederne. Vi sender dermed ikke alene en håndsrækning til deleøkonomiske sommerhusejere i Halsnæs Kommune, som nu kan tjene en ekstra pose penge til sommerferien.

Aftalen er også en vigtig ramme for hele den deleøkonomiske branche i Danmark, hvor vi klart og tydeligt markerer, at deleøkonomi og skattebetaling hænger sammen som jordbær og fløde. Samtidig sætter vi et loft på 70 udlejningsdage om året for helårsboliger – ganske enkelt for at modvirke hotel-lignende udlejninger. Aftalen betyder helt konkret, at vi hæver bundfradraget for sommerhusudlejning til 40.000 kroner om året. Men der er også økonomiske gulerødder til deleøkonomiske boligejere, som fremover kan fradrage 28.000 kroner om året og bil- og bådejere, som kan se frem til en skattefri gevinst på 10.000 kroner.

Og jeg glæder mig over, at vi allerede nu ser resultater af aftalen. For de danske skattemyndigheder har som det første land i verden netop indgået en aftale med udlejningsplatformen Airbnb. Og det betyder altså, at brugere af platformen nu kan putte endnu flere kroner i de skattefri lommer. Så der er rigtig god grund til at glæde sig på vegne af fremtidens deleøkonomi i Danmark, og ikke mindst sommerhusejerne her i Halsnæs Kommune.

Publiceret 23 May 2018 15:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV