Opråb fra fagskole:

Hvem vil aftage vores lærlinge

Produktionsskolen har overskud af lærlinge og elever, der gerne vil ud og opleve erhvervslivet

Af
Jens Patrick Thiede

UDDANNELSE “Jeg vil gerne komme med et opråb til lokale virksomheder om, at de har mulighed for at aftage en af vores tømrerlærlinge, som gerne vil ud og opleve den virkelige verdens erhvervsliv.”

Ordene kommer fra Johan Pedersen, faglærer på Produktionsskolen Nordsjællands Uddannelsescenter i Frederiksværk.

Her har han i en årrække haft adskillige lærlinge gående som led i deres tre et halvt årige uddannelse til tømrer, og han har hidtil sendt fire lærlinge ud til virksomheder gennem årene.

Aktuelt har han tre lærlinge i undervisning: en har gennemført hovedforløbet, mens to er i gang med grundforløbet.

“I teorien kan de godt gøre deres uddannelse færdig her på værkstedet på Produktionsskolen, men det giver noget andet at komme ud til f.eks. en privat tømrermester , fordi de der vil opleve en langt bredere række af opgaver,” siger Johan Pedersen.

Han understreger, at selvom lærlingene går på Produktionsskolen, er de ansat og lønnet af Erhvervsskolen Nordsjælland (Esnord) i Hillerød.

SE OGSÅ: Unge uddanner sig med musik og spilprogrammering

Skal tænke mere selv

En af de tømrerlærlinge, der er aftaget af et lokalt firma og snart forlader skolens trygge rammer, er David Lundgaard Curry, der skal starte hos Tømrermester Egon Bech A/S i august.

“Det bliver spændende. Her på skolen tilpasser man sig hurtigt, men derude bliver det sværere. Der kommer andre krav, og der er flere ting at lære, for man skal også tænke mere selv.”

“To tømrersvende kan jo lave to ting på helt forskellige måder, så man skal selv være mere kreativ. Men jeg føler mig godt rustet herfra,” siger David.

David Lundgaard Curry (nr. 2 fra h.) skal starte hos Tømrermester Egon Bech A/S i august.Foto: Jan Stephan

David Lundgaard Curry (nr. 2 fra h.) skal starte hos Tømrermester Egon Bech A/S i august.Foto: Jan Stephan

Også køkkenelever

I Produktionsskolens køkken går der også elever, som gerne vil i praktik i erhvervslivet.

“Flere af køkkeneleverne brænder for køkkenfaget, og her kunne det være dejligt, hvis de kunne komme ud og prøver kræfter med faget i nærområdet i praktikker i 14 dags tid,” fortæller køkkenfaglærer Camilla Brændegaard.

Hun forklarer, at eleverne har lært basisviden om flere af storkøkkenets opgaver, da de dagligt serverer mad til skolens ca. 100 elever og lærere.

Produktionsskolerne står foran en reform med en ny ungdomsuddannelse fra august 2019, som hedder FGU.

Hvilken rolle, Produktionsskolen i Frederiksværk får under den kommende reform, er endnu uvist, men forstander Jesper Lübbert er optimistisk.

”Jeg er sikker på, at når reformen iværksættes, har man et udbud på Produktionsskolen her i Halsnæs,” har han tidligere udtalt.

Publiceret 13 April 2018 13:30

SENESTE TV