200 strejkende elever mødte borgmesteren

AKTION Tirsdag morgen nedlagde de ældste elever på Magleblik skolearbejdet i protest mod både den nye madordning og at eleverne ikke må forlade skolen i frikvartererne for selv at hente mad, hvis de har glemt madpakker eller ikke har bestilt skolemad i i forvejen.

Her til fomiddag gik eleverne i optog til rådhuset, og elevrådsformand Hamza er overrasket over, at borgmester Steffen Jensen straks tog sig tid til at lytte til eleverne.

"Jeg synes, at han lyttede til os og lovede at tjekke op på den situation med forbud mod at forlade skolen. Vi havde ikke regnet med, at han var parat til det lige med det samme. Skolebestyrelsen har bestemt det forbud, men ordningen fungerer ikke, fordi mange elever alligevel går fra skolen i frikvartererne. Mange elever er også utilfredse med den nye madordning, hvor maden skal bestilles en dag før, men den aftale kan ikke laves om før sommerferien, og jeg ved at skolebestyrelsen arbejder på en anden løsning," fortæller Hamza, mens de unge demonstranter går fra rådhuset og tilbage til skolen, hvor de efter planen fortsætter strejken i dag og møder ind til normal skoledag onsdag morgen.

Elevrådsformanden forklarede til Halsnæs Avis i går, at skolens kantine er blevet bygget om for et større beløb, men den frisklavede kantinemad er fra nytår afløst af en anden ordning med forudbestilt mad, "som er noget dyrere og ikke nær så god."

Borgmester Steffen Jensen (A) siger efter mødet med de strejkende elever: "Jeg afbrød et andet møde, og havde en snak med nogle af de mange elever, der var mødt op foran rådhuset. Det var vigtigt at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, men jeg kan da konkludere, at de ældste elever er utilfredse med at der er forbud mod at forlade skolen - og at madordningen er for ufleksibel. Jeg vil ikke blande mig direkte i skolens ledelse eller beslutning, men vi vil gerne tjekke op på, om der kan findes en bedre løsning. Vi må høre begge parter."

Han kan også konkludere, at der er plads til forbedringer i forhold til madordningen.

"Det er ikke så smart, at der altid skal bestilles dagen før, og det giver et dilemma for eleverne, hvis de hverken har bestilt eller har egne madpakker med - og ikke tilmed ikke må forlade skolen for selv at hente mad. Klart at man har brug for at få noget at spise i løbet af en lang skoledag," siger Steffen Jensen, der tilføjer at der er lagt op til, at de enkelte skoler aftaler lokale kantineordninger i løbet af foråret til afløsning for den nuværende midlertidige madordning.

"Det er der sat penge af til." 

LÆS OGSÅ: MADORDNING ERSTATTER SKOLEKANTINER

Ifølge skoleleder Horst Obermann har skolen indført forbud mod at forlade skolen i skoletiden, fordi der har været problemer med stofsalg nær skolen. Forbuddet stemte eleverne selv for, da det blev gennemført, oplyser han til TV2 Lorry.

Elever har til Halsnæs Avis forklaret, at de godt kan tage ansvar: "Vi kan og vil tage ansvar," stod der på nogle af bannerne, de havde taget med til rådhuset. /an

 

Elevrådsformand Hamza og borgmester Steffen.

Elevrådsformand Hamza og borgmester Steffen.

Publiceret 13 March 2018 08:30

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV