Vand-hærværk i Liseleje

Formand for vandværket opfordrer til at holde øje med mistænkelig aktivitet i området efter omfattende hærværk mod sommerhus

Af
Jens Patrick Thiede

HÆRVÆRK “Vi tager stor afstand til hærværk. Jeg kan kun opfordre til, at de lokale holder øje med personer i området, der kunne være på vej til at udøve den slags hærværk.”

Sådan siger formand for Liseleje Vandværk Hans Jørgen Hansen, efter han for nylig blev bekendt med et hærværk, der havde omfattende vandskader til følge for en sommerhusejer.

Historien er som følger:

I november 2017 lukkede ejeren for vandet i sommerhusets målerbrønd og pustede vandrørene tomme for vand, som de altid havde gjort.

Sidst i januar 2018 var datteren forbi og tjekke, at alt var, som det skulle være i huset, hvilket var tilfældet.

Sprøjtede fra vandhanen

Den 27. februar kom ejeren til huset og så, at der sprøjtede vand fra vandhanen i køkkenet. Ejeren skyndte sig med det samme at lukke for vandet i målerbrønden.

Da ejeren tidligere var ankommet til huset, havde denne undret sig over, at nogle sten foran lågen til haven var flyttet.

Nogle havde tilsyneladende flyttet stenene, gået gennem lågen og åbnet for vandet i målerbrønden, hvilket medførte, at kælderen i huset stod under en halv meter vand, ligesom køkkenet var blevet oversvømmet.

Hans Jørgen Hansen opfordrede ejeren til at melde sagen til politiet og forsikringsselskabet, hvilket blev gjort.

“Det hører ingen steder hjemme, og vi håber, folk vil være vågne og bemærke mistænkelig aktivitet i området,” siger en fortørnet Hans Jørgen Hansen.

Publiceret 07 March 2018 13:45

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV