Lokal forfatter klar med eventyrserie

BØGER En ny, letlæst eventyrserie til de kræsne og spændingsglade læsere er nu på vej fra forfatteren Anette Ellegaard, Melby. Hun har tidligere udgivet en ungdomsroman og seks fantasybøger, heriblandt den prisbelønnede serie Sandhedens Magt 1-3, og nu er forfatteren på banen med serien ’Jagten på den magiske blomst’. Det er en eventyrhistorie om pigen Vella, der er datter af Kongen i Vest, og som drager ud for at finde en magisk blomst, der skal redde hendes bror. Rejsen bliver mere farlig og får større konsekvenser for Vella, end hun lige har regnet med. Undervejs møder Vella nemlig drengen Økse, som kommer fra den anden side af Muren, og langsomt bliver hun klar over, at hendes far er med til at undertrykke og udnytte det folk, som Økse tilhører. Forfatteren mener, at der er paralleller til nutiden: ”Jeg skrev bøgerne længe før Trump kom til magten og begyndte at tale om at bygge en mur. Det synes jeg på en måde er lidt uhyggeligt,” siger Anette Ellegaard. Serien udkommer 12. februar, og inden længe underviser forfatteren i et skrivekursus på Frederiksværk Bibliotek.

Publiceret 03 February 2018 00:00

Halsnæs Avis nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Halsnæs Avis
SENESTE TV